Dansk triatlon-formand kalder præsidentvalgkamp for aftalt spil

Adskillige lande fulgte samme liste til valget, og det strider imod organisationens regler, fortæller forbigået dansk kandidat.

Ved OL i Paris sprang triatleterne i Seinen, som er kendt for at være voldsomt forurenet. Derfor blev konkurrencerne også udskudt flere gange, men på sidste mulige konkurrencedag blev de to triatlon afviklet. (Foto: © MARTIN BUREAU, Ritzau Scanpix)

Der var rygende enighed sidste mandag i den spanske by Torremolinos, hvor den internationale triatlon-organisation, World Triathlon (WT), afholdt præsident- og bestyrelsesvalg.

Spanieren Antonio Arimany vandt med langt over halvdelen af stemmerne præsidentposten efter at have været generalsekretær siden 2016.

Men ikke alt gik efter bogen, hvis man spørger danske Mads Freund, formand i Triatlon Danmark og præsidentkandidat ved WT-valget.

- Det var jo aftalt spil. Vi er en gruppe af mennesker, der føler, at demokratiet er blevet kastet fuldstændig under bussen, siger Mads Freund til DR Sporten.

- Jeg så helt klart, at det her var orkestreret af den spanske kandidat. Det kunne jeg ikke have nogen tvivl om.

Kandidater trak sig fra talerstolen

Den danske utilfredshed med præsidentvalgkampen begyndte for en måned siden ved generalforsamlingen i det europæiske triatlonforbund, ETU, der blev afholdt i franske Vichy.

Her fik de otte kandidater, der stillede op til præsidentvalget i WT, muligheden for at præsentere sig selv og deres kampagne.

- For to af kandidaternes vedkommende endte deres præsentation med, at de trak deres kandidatur tilbage og støttede Antonio Arimany. Det skal ses i lyset af, at det er ulovligt i forhold til vores regler og vedtægter, fortæller Mads Freund.

Det står i WT's regler, at ingen lande må publicere deres støtte til kandidater under valgkampen.

Og hvad der gjorde begivenhederne i Vichy mere mistænkelige ifølge Mads Freund var, at den første kandidat var fløjet helt fra Mexico for bare at trække sig og støtte spanieren.

- Det virker jo, som om at det er totalt koordineret, når den næste kandidat, som er fløjet ind fra Japan, laver fuldstændig det samme nummer, fortæller Mads Freund.

- Jeg postede et indlæg på min Instagram-konto, hvor jeg sagde, at jeg synes, at det her var skammeligt, at de to, der sidder i bestyrelsen og kender vores regler, overtræder vores regler så klart.

Mads Freund sendte en klage til Tribunalet, som er instansen, der håndterer den slags i WT. De to kandidater fik en advarsel. Det samme fik den danske kandidat for sit indlæg, som det spanske forbund havde klaget over.

Bestillingslister på valgdagen

Den 21. oktober var det så blevet tid til den store valgdag i World Triathlon.

Kort før afstemningen gik i gang trak to præsidentkandidater sig yderligere, og Antonio Arimany vandt præsidentposten med en komfortabel valgsejr.

Til sidst skulle der stemmes om pladserne i de forskellige komitéer som for eksempel Tribunalet, og her opstod der et bizart scenarie, fortæller den danske kandidat.

- Så kan vi se, at der er nogle, der sidder med papirlister eller en liste på telefonen. Og vi kan se, at når de ligesom har afgivet deres stemme ned i devicet, så tager de et billede af det.

Da afstemningerne er slut, forlader langt de fleste salen. Men ikke danskerne. De går rundt og samler papirlisterne, som mange lande har efterladt.

- Så kan vi se, at der simpelthen er printet en liste med 71 navne. Da vi så sammenholder de her navne på listen med dem, der bliver valgt ind i tribunalet, stemmer det nærmest 100 procent, fortæller Mads Freund.

Listen indeholdt 71 navne fordelt på præsidentposten, vicepræsidentposterne, bestyrelsesposter og diverse komitéer. 69 af de 71 navne på listen blev valgt til de samme poster, som angivet på listen.

- Man må selvfølgelig gerne lave en liste over, hvem man vil stemme på. Men de her lister ligger mange forskellige steder, og ifølge vores stemmeregler er det sådan, at man jo ikke må offentliggøre nogen support til nogen lande. Derfor må der ikke deles sådan nogle lister her. Det er simpelthen mod vores valgregler, siger Mads Freund.

  • Mads Freund tog et billede af listerne, som florerede i konferencesalen i Torremolinos. (Foto: © (privatfoto))
  • (Foto: © (Privat foto))
1 / 2

Præsidenten for det norske triatlonforbund, Anette Brurås, har ligeledes delt fotodokumentation fra valgdagen og fortalt om, hvordan hun oplevede, at der blev stemt ud fra "bestillingslister".

- Der blev rundsendt lister over, hvem der skulle vælges med støtte fra dele af Asien, Afrika og Amerika. Europa havde ikke sådanne lister og var måske lidt for naiv i hele den her proces, siger hun til idrettspolitikk.no.

- Et af læringspunkterne her er, at WT har for dårligt syn på love og regler. Der er simpelthen ikke nok tiltag, når krænkelser sker helt åbenlyst.

Også den britiske præsidentkandidat fra UK Sports, Ian Howard, har kritiseret valgkampen i stærke vendinger og endda indsendt en klage over flere regelbrud i valgkampen til Den Internationale Olympiske Komité.

- Vi står ved en korsvej, du kan vælge mere af det samme og se vores forbunds omdømme blive mere og mere beskadiget af uhellige alliancer, risikable aftaler, beskidte tricks.

Mads Freund har sendt en ny klage til Tribunalet med billederne af listerne og forklaringen af, hvordan, han mener, afstemningen er foregået på ulovlig vis.

Den danske formand har dog ikke hørt tilbage, og det regner han heller ikke umiddelbart med at gøre.

- Systemet er jo bygget sådan op, at den instans, vi sender klagen til, er dem, der selv stod på listen og nu er blevet valgt ind. Så man er jo ikke præget med stor optimisme i forhold til, at der kommer til at ske noget i sagen fra intern juridisk side, fortæller Mads Freund.

DR Sporten forsøger at få en kommentar fra World Triathlon til Mads Freunds kritikpunkter af valgprocessen, men World Triathlon er endnu ikke vendt tilbage på henvendelsen.