Dansk speedwaykører ligger i koma efter skud-episode

Den 27-årige speedwaykører Kenni Larsen er indlagt i Odense efter en skud-episode torsdag aften.

Den 27-årige speedwaykører Kenni Larsen er indlagt i Odense efter en skud-episode torsdag aften. (Foto: © Sportxpress, Scanpix)

Den danske speedwaykører Kenni Larsen ligger i kunstig koma, efter at han torsdag blev ramt af et skud i hovedet.

Det bekræfter forretningsfører i Kenni Larsens barndomsklub Munkebo, John Rask-Nielsen, over for Ritzau.

- Jeg ved, at han ligger i koma nu og er blevet opereret i hovedet, siger John Rask-Nielsen.

Danskerens klubber i Polen og Sverige bekræfter også, at Kenni Larsen er kommet slemt til skade.

Omstændighederne omkring ulykken er endnu ukendte, og der kan være tale om et vådeskud.

27-årige Kenni Larsen var ved bevidsthed efter skud-episoden torsdag aften i det sydvestlige Odense.

Han blev opereret torsdag aften og blev efterfølgende lagt i kunstigt koma på Odense Universitetshospital.

Det var meningen, at Kenni Larsen i weekenden skulle have kørt Champions League-finale i Berlin med Munkebo, men finalen blev for nylig aflyst.

- Vi er fuldstændigt rystede over, hvad der er sket, og fatter det ikke.

- Vi skulle have siddet sammen nede i Berlin lige nu, men Champions League-finalen blev aflyst. Han skulle have været med på vores hold, siger John Rask-Nielsen.

Efter sidste sæson, hvor Munkebo vandt DM-guld, er Kenni Larsen skiftet til ligarivalerne Varde.

- Selv om han er skiftet til Varde, så må man i Champions League-finalen benytte kørere fra sidste sæson, så han skulle have været med Munkebo i Berlin, fordi han var med til at gøre os til dansk mester, siger John Rask-Nielsen.

Kan være et vådeskud

Danskerens polske klub Falubaz og svenske Smederna nævner på deres hjemmesider, at Kenni Larsen er kommet galt afsted.

Smedernas sportschef, Jimmy Jansson, har fået fat på flere informationer.

- Kenni har været ude for at skyde med sit luftgevær, og der gik et vådeskud af.

- Kennis mekaniker fandt ham livløs og ringede efter hjælp. Kenni ligger nu i koma.

- Ingen ved nøjagtig, hvad der er sket, eller hvordan det er foregået bortset fra, at det er et vådeskud, der har ramt ham i hovedet, siger sportschefen.

Tidligere på ugen deltog Kenni Larsen i den danske grandprix-kvalifikation i Esbjerg.

/ritzau/