Dansk OL-atlet har aflyst alle planer om karrierepause

Den 26-årige nu tidligere triatlet måtte indstille triatlon-karrieren på grund af svag blodforsyning.

Alberte Kjær Pedersen er ikke færdig med topidræt, selvom kroppen ikke længere tillader hende at cykle. (Foto: © Henning Bagger, Ritzau Scanpix)

Alberte Kjær Pedersens sportslige karriere peakede denne sommer. Ved OL i Paris deltog hun i triatlon og kom i mål som nummer 36.

Men den første OL-deltagelse blev også den sidste - i hvert fald i triatlon. I oktober måtte hun melde sit karrierestop på disciplinen, som hun havde dedikeret sit liv til, siden hun var 12 år gammel.

Alberte Kjær Pedersen lider nemlig af diagnosen Iliac Artery Endofibrosis. På dansk kan det oversættes til blodåreforsnævring, og i århusianerens tilfælde er det bevægelserne på racercyklen, der bøjer blodkarret og dermed stopper blodtilførslen til hendes venstre ben.

I oktober udtalte udholdenhedsatleten, at hun lige skulle lande i tilværelsen uden triatlon. Men det varede ikke længe. Faktisk kun lidt over en måned. Så var Alberte Kjær Pedersen tilbage på top-niveau.

- Jeg havde sagt til mig selv: "Alberte, nu skal du give dig selv lov til ikke at skulle deltage i alle mulige konkurrencer før årsskiftet." Og så er jeg alligevel endt til EM i cross, fortæller den tidligere triatlet til DR Sporten.

Cross er en disciplin i løb, hvor landevejen er skiftet ud med jord, mudder og andet ujævnt underlag, der giver pletter på tøjet.

Da EM-truppen blev udtaget i slutningen af november var Alberte Kjær Pedersens navn på listen over navne, som denne weekend skal konkurrere i Tyrkiet.

- Det er fedt at få muligheden. Jeg elsker bare at dyrke sport og at konkurrere, og løb har altid ligget til højrebenet. Lige nu trives jeg rigtig godt, og jeg er bevidst om, at man skal også samle på gode oplevelser.

Sidst Alberte Kjær Pedersen repræsenterede Danmark ved et internationalt cross-mesterskab var i 2019, da der var VM i Aarhus. (Foto: © ALEKSANDRA SZMIGIEL, Ritzau Scanpix)

Frivilliget arbejde og job på café

Den sidste bemærkning holder vi lige fast i. Man skal samle på gode oplevelser.

For selvom oplevelsen med at svømme i Seinen og løbe og cykle rundt i Paris var en, man kan fortælle børnebørnene om, så var det ikke altid sjovt i de mange måneder forinden.

- Op til OL bliver tingene sat meget på spidsen. Jeg havde brug for at komme lidt ud af den boble og have det fedt med elitesport. Jeg er sådan en atlet, der trives ved at have alt mulig andet indhold i mit liv end sport.

- Jeg havde fået opbygget en tro om, at hvis man skulle dyrke elitesport, så er det det eneste man kan og må lave. Den del har jeg haft brug for at komme ud af. Jeg vil jo gerne gøre det så godt, jeg overhovedet kan, men det handler også om at hygge sig lidt med tingene

Siden OL har Alberte Kjær Pedersen derfor været frivillig i en tandlægeklinik, arbejdet på en café, set venner og familie mere end hun plejer, og så genoptager hun sit studie til sommer.

- Jeg har fået andre ting ind i mit liv, og jeg synes, det er så fedt. Jeg elsker min hverdag nu, hvor jeg får alle mulige inputs og stadig har tid til at træne. Jeg har fundet en balance, som var svær at have op til OL, og det trivedes jeg ikke godt i.

Nu skal der være til tid alt mulig andet, og det skal være nemmere at få logistikken til at gå op.

Det er det, når løbetræning mest af alt bare kræver et par sko. I 14 år har det Alberte Kjær Pedersen handlet om cykelkufferter og afstand til nærmeste svømmehal.

- Med løb er det nemmere at få tingene til at gå op. Der er færre træningstimer, og det kan gøres flere steder. Jeg kan tage i sommerhus uden at tænke på, at jeg skal cykle og være begrænset af, hvor vi skal hen, fordi der skal være en svømmehal tæt på, fortæller EM-løberen.

Alberte Kjær Pedersen fører an ved cykeldisciplinen i triatlon under OL i Paris. Desværre er det netop cykeldelen, der gør, at hun ikke kan konkurrere i triatlon fremadrettet. (Foto: © TOLGA AKMEN, Ritzau Scanpix)

Trods lavere ambitioner er drømmene stadig intakte

EM i cross finder sted søndag i Tyrkiet, og du kan se Alberte Kjær Pedersen og de andre danskere på DR2 fra klokken 08.55.

Den 26-årige tidligere triatlet tager en DM-titel på 5 kilometer-distancen på landevejen med til Antalya i Tyrkiet, men ambitionerne lader hun blive hjemme i Århus.

- Det er lang tid siden, jeg har løbet noget internationalt. De løber hurtigt, så min forventning er lige så meget at bidrage til et godt dansk holdresultat, give den alt, jeg har, og støtte op om de andre.

Alberte Kjær Pedersen er ellers en del af den eneste holdmedalje, som Danmark nogensinde har vundet ved EM i cross. Det var i 2015, da hun som en del af U20-landsholdet vandt bronze i holdkonkurrencen.

Men selvom der er skruet ned for ambitionerne på den 7,8 kilometer lange rute i det sydlige Tyrkiet, bobler vindergenet stadig i Alberte Kjær Pedersen. Især med henblik på store mesterskaber i løbedisciplinen.

- Jeg kan mærke det ægte drive for at konkurre og være den bedste. Det ligger så dybt i mig. Jeg vil det så gerne, og jeg drømmer om at løbe en masse landevejsløb. Der er både EM og VM på landevej til foråret og sommer. Der er mega mange ting, jeg går og drømmer om.