Det er lidt som at se det gamle danske filmkomikerpar Fy og Bi, når 190 centimeter høje Maria Tyndeskov stiger op ved netkanten og lægger blokader, mens Line Trans’ 165 centimeter bagved flyver rundt i sandet og agerer defensivt anker.
Duoen er Danmarks bedste beachvolleypar på kvindesiden, og i weekenden skal Tyndeskov og Trans forsvare den DM-titel, de vandt ved det nationale mesterskab sidste år.
- Og det håber vi selvfølgelig, at vi kan. Der er meget prestige i for os at vise, at vi er Danmarks bedste hold, siger Maria Tyndeskov om at sætte en tyk streg i sandet under duoens niveau.
En sådan titel er mere end medaljer, pokal og en dag efterfølgende med ondt i håret. For Maria Tyndeskov og Line Trans er den alfa og omega i bestræbelserne på at komme nærmere en status som fuldtidsprofessionelle.
Det kræver ofre at dedikere sig i en sådan grad til noget, der ikke får kontoudtogene på netbanken til at bugne.
Faktisk har Line Trans sagt sit job op som fysioterapeut henover sommeren, ligesom at Maria Tyndeskov gennem en ordning for elitesportsudøvere får planlagt sit medicinstudie nøje efter træning og internationale turneringer.
- Hvis vi hele tiden skal tænke på det sikre, kommer vi ingen vegne. Vi er nødt til at satse. Og vi ville være kede af det, hvis vi ikke gjorde det. Vi ved godt, at vi ikke skal spille resten af vores liv, så det er nu, at vi skal prøve det af, fortæller Line Trans.
Kører selv på trykkeriet
Selvom man rangerer som det bedste kvindepar herhjemme, er det ikke en særlig glamourøs tilværelse. Tyndeskov og Trans står selv for det hele.
Når der skal hentes sponsorkroner, er der altså ikke nogen, som griber knoglen for dem og sætter noget i gang.
- Og det er svært. En medicinstuderende og en fysioterapeut har altså ikke de største kompetencer inden for markedsføring eller produktion af sponsormateriale, griner Maria Tyndeskov.
Men det er en nødvendighed og gør kun, at succeserne føles endnu federe, når man intet får foræret.
- Vi har selv fundet sponsorere, vi har selv trænet, købt flybilletter og organiseret det hele. Vi kører endda selv vores tøj til trykkeriet. Og så føles sejren også ekstra stor, siger Maria Tyndeskov.
Varme drømme i kolde Danmark
Det er egentlig ret udansk, det med at have store drømme og sige dem højt, så andre kan høre det. Her falder Maria Tyndeskov og Line Trans så lidt uden for kategori.
De vil nemlig til OL i 2020 i Tokyo.
- Danmark har aldrig været med til OL i beachvolley. Så der ville også være et eller andet fantastisk ved at være de første, der prøvede det, fortæller Line Trans.
- Alle atleter har en drøm om at komme til OL. Det er et kæmpe præstigemål. Og for alle os der er semi-proffesionelle, er det drømmen at komme derop, hvor det virkelig spiller, tilføjer Maria Tyndeskov.
Om det er realistisk? Tja, der må man gribe til den største af alle klichéer – ’det må tiden vise’.
Det bliver i hvert fald ikke nemt, er beachvolleyparet enige om. Særligt, fordi de har valgt at dyrke en småeksotisk sport i et, lad os være ærlige, knap så eksotisk land som Danmark.
- Hele Skandinavien har det svært, fordi vores faciliteter er imod os. Vi har ikke de lækre strande og sommer hele året som i USA eller Brasilien. Så hvis man vil nå langt, skal man rejse eller ikke bo her. Så det er en stor barriere for os, fortæller Maria Tyndeskov.
Det er ikke blevet nemmere af, at beachvolley for fire år siden mistede sin Team Danmark-støtte. Det forhindrer imidlertid ikke Trans og Tyndeskov i at gå ’all in’.
På nuværende tidspunkt har de kontakt til en træner i Fortaleza i Brasilien, hvor parret sigter mod at tage over i februar måned og forberede sig før en World Tour-turnering i Florida.
De håber, at deres roller som foregangskvinder i dansk beachvolley kan inspirere andre til at gøre det samme.
- Vi gør det ikke kun for os selv. Vi gør det også for at promovere sporten og give en masse håb til nogle af de nye, unge talenter. Og vi håber, at vi virkelig kan bevise, det er muligt at komme langt inden for sporten, lyder det, før Trans og Tyndeskov giver sig i kast med dagens andet træningspas. DM-guld og OL-drømme kommer jo, ligesom med alt andet for de to sandekvilibrister, ikke af sig selv.
Hele lørdag har du mulighed for at stille spørgsmål til Line Trans og Maria Tyndeskov på DR Sportens Instagram-profil, når de to forsvarende danmarksmestre har 'takeover'.
Derudover kan du følge finaledagen ved DM i beachvolley, når det søndag transmitteres på DR TV.