Danmarks største idrætsstævne bliver sendt på DR

Der er godt nyt for folk med hang til breddeidræt, for DR har sikret sig rettighederne til Landsstævne 2017.

DGI Landsstævne 2013. Fredag . En af fredag eftermiddags mange gymnastik opvisninger i Blue Water Arena (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Med mere end 25.000 deltagere er DGI Landsstævne årets største idrætsbegivenhed på dansk jord.

Skulle man være forhindret i at deltage, vil det alligevel være muligt at følge med på både tv og computer, når det til sommer går løs i centrum af Aalborg fra den 29. juni til den 2. juli.

DR har netop sikret sig rettighederne til at sende fra stævnet, der bliver holdt hvert fjerde år, og som er Danmarks største breddeidrætsevent med et væld af idrætsaktiviteter.

I centrum af Aalborg

DR1 planlægger at sende Landsstævnets åbningsshow direkte torsdag den 29. juni, ligesom DR1 også sender live fra landsstævnets afslutning søndag den 2. juli på Aalborg Stadion. Under landsstævnet udvider DR1 derudover de daglige sportsnyhedsudsendelser, så der er plads til at fokusere på aktiviteterne ved Landsstævnet.

Stævnet arrangeres i samarbejde mellem DGI - tidligere Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger - og Aalborg Kommune, og det kommer denne gang til at foregå i centrum af byen med den nye havnefront som omdrejningspunkt.

Det er 26. gang, Landsstævnet bliver holdt siden starten i 1862, og deltagerantallet i år er det højeste siden 1998. DR har stået for tv-dækningen af landsstævnerne de seneste gange – sidst var i Esbjerg i 2013.