I går kunne danske Maja Alm lade sig hylde som verdens bedste, da hun vandt VM i sprintdistancen i orienteringsløb.
Og søndag besteg hun endnu engang den øverste sejrsskammel, da hun sammen med Søren Bobach, Tue Lassen og Cecilie Friberg Klysner vandt guld i sprintstafet i svenske Strömstad, hvor VM i orienteringsløb afholdes i disse dage.
Maja Alm løb sidsteturen i søndagens stafet, efter at de tre øvrige danske løbere havde lagt grundlaget for den danske triumf.
De fire orienteringsløbere løb en samlet tid på 52 minutter og 35 sekunder, og det var altså nok til at forsvare deres VM-titel.
Schweiz vandt sølv, mens værterne fra Sverige tog sig af bronzemedaljerne.