Copenhagen Marathon lægger ruten om efter Børsen-brand

Tusindvis af løbere skulle have løbet forbi den ikoniske bygning, men efter aftale med myndighederne har arrangørerne lagt ruten om.

Spæringen af Slotholmsgade som følge af Børsens brand har tvunget arrangørerne af Copenhagen Marathon til at ændre ruten. (Foto: © Liselotte Sabroe, Ritzau Scanpix)

Når de godt 15.000 motionister – inklusive en række af verdens bedste maratonløbere - på søndag skal jogge sig gennem de præcis 42,195 kilometer ved Copenhagen Marathon, kommer de ikke til at løbe på Slotholmsgade, som det ellers var planlagt.

Slotholmsgade har været afspærret, siden Børsen gik i brand den 17. april, og nu har arrangørerne lagt ruten om.

For deltagerne har det den konsekvens, at de ikke får set det ikoniske varemærke, men ellers kommer de ikke til at mærke ændringerne. Det har dog givet sved på panden for løbsarrangørerne i Sparta Atletik.

- Det er jo internt hos os, at vi bliver utroligt pressede, fordi vi skal lave så store ændringer, siger løbsdirektør Dorthe Vibjerg til DR Sporten.

Den stiplede linje markerer hvor den oprindelige ruten gik. Det er kun ændringen af ruten, der har skulle måles op, så ændringen passer præcis med den tidligere del af ruten, som nu er udgået. (Foto: © Google Maps / Copenhagen Marathon)

Oprindeligt skulle deltagerne have drejet af mod Slotholmsgade efter 34 kilometer-mærket, men i stedet fortsætter ruten nu ligeud, så de i stedet løber under Knippelsbro og videre langs Havnegade, og selvom det lyder som en lille ændring, er det mere udfordrende, end man skulle tro.

- Det kræver, at vi får en international opmåler ud, for hele ruten er jo målt op på én gang, og når man så laver en ændring, skal forskellen på den oprindelige og den nye rute måles op, fortæller Dorthe Vibjerg.

Arrangørerne bag Copenhagen Marathon har en ambition om at blive en af de store maraton-løb lige under de fem majors: New York, Berlin, London, Chicago og Boston, der har cirka 40.000-50.000 deltagere. (Foto: © Philip Davali, Ritzau Scanpix)

Ændringerne er blevet besluttet efter drøftelser med Københavns Politi og Beredskabet, men Dorthe Vibjerg vil ikke løfte sløret for, hvad der konkret er blevet drøftet. Men hun ærgrer sig over, at den historiske bygning nu ikke vil indgå på ruten.

- Selvfølgelig er det super ærgerligt, at vi ikke kan løbe forbi den fantastiske bygning, som Børsen er. Det er jo et af vores kvalitetstræk, men det er bare ikke muligt nu, og det er sådan, vi forholder os til det, og så skaber vi en ny præcis rute. Det er det, vi bruger tiden på nu, siger Dorthe Vibjerg.

Copenhagen Marathon sætter rekord i antallet af deltagere med de cirka 15.000 løbere. Den hidtige rekord blev sat i 2019, hvor der var lidt over 13.000 løbere til start.