Ny undersøgelse afslører vammelt OL-vand

En analyse af vandet i OL-bassinerne afslører meget forurenet vand i Rio.

Rio de Janeiro er i et kapløb med tiden for at få renset vandet i OL-bassinerne, så de er egnet til at svømme og sejle i. (Foto: © Brazil Photos, © 2013 Brazil Photos)

Der venter sandsynligvis de danske atleter en ubehagelig oplevelse, når de under næste års olympiske- og paralympiske lege skal svømme og sejle i vandet omkring Rio de Janeiro.

En ny analyse foretaget af nyhedsbureauet AP afslører nemlig, at vandet indeholder farligt store mængder af virus og bakterier, der blandt andet stammer fra menneskelig afføring og kloakvand.

Der har tidligere været skrevet om problemerne med det vamle vand i Rio, men denne nye test er den første uafhængige af sin slags, der tester for både virus og bakterier.

Alle dumpede

AP har testet alle tre olympiske bassiner og den kendte Ipanema Beach og udtaget i alt 37 vandprøver. Ikke en eneste af områderne viste sig at være rent nok til at svømme i ifølge internationale vandstandarder.

En af vandprøverne afslørede blandt andet forekomster af sygdomsfremkaldende virus, der er 1,7 millioner gange højere end hvad der er tilladt på eksempelvis amerikanske badestrande.

Embedsværket i Brasilien har forsikret, at problemerne med forurenet vand vil blive løst, men ifølge AP, tester staten ikke for blandt andet forekomsten af virus i vandet.

Resultaterne har fået eksperter til at råbe vagt i gevær og allerede nu har atleter, der træner i vandet omkring OL-byen haft problemer med feber, opkast og diare.

Lagune er rent kloakvand

Et af de steder hvor forureningen er størst er den olympiske lagune Rodrigo de Freitas, der blandt andet skal lægge vand til kanosprint og roning under næste års OL. Her har kloakvand forurenet vandet i en sådangrad at der flyder med rådne fisk.

- Her er vandet ret beset kloakvand, siger, John Griffith, havbiolog ved Southern California Coastal Water Research Project. Han er en af de biologer, der har gennemgået AP’s undersøgelser.

- Vandet er fyldt med kloakvand fra toiletter, bade og afløb, og det hele løber direkte ud i badevandet. Hvis den slags blev opdaget her i USA, ville det blive lukket med det samme, siger John Griffith til AP.