Bulgarien vil ikke blive repræsenteret ved disciplinen vægtløftning ved OL i Rio til sommer.
Mediet Insidethegamet melder nemlig, at den internationale vægtløftningsforening IWF har valgt at udelukke de bulgarske vægtløftere efter en dopingskandale.
Udelukkelsen skyldes et overvæld af positive dopingtests under kvalifikationen til OL, og Bulgariens vægtløftere har en massiv dopinghistorik. I 2011 blev otte vægtløftere testet positiv for brug af anabolske steroider, men problemer med doping strækker sig helt tilbage til OL i Sydney, hvor de blev frataget medaljer på grund af positive dopingtests.
At Bulgarien vil blive udelukket ved OL i 2016 undrer ikke formanden for Dansk Vægtløftning Erling Johansen.
- Det er faktisk ingen overraskelse. Det er anden gang, det er sket for Bulgarien, at de er blevet udelukket over en længere periode, siger Erling Johansen til DR Sporten.
Lette at opdage
Bulgarien er langt fra det eneste land med omfattende dopingproblemer, mener Erling Johansen.
De er dog mere udsatte end andre af de store nationer.
- Jeg tror ikke, det er bedre i de andre lande, men det er lettere at ramme Bulgarien, for de har en meget svag organisation.
- Der er et kæmpe problem med doping. Det internationale forbund gør deres arbejde godt, men de nationale forbund svigter altså, og det er et stort problem.
Nye tiltag
Dopingskandaler er efterhånden en del af nyhederne på daglig basis, og vægtløftning er langt fra den eneste idrætsgren, der er udsat.
Oprydningsarbejdet rundt omkring i diverse forbund er i gang, og Erling Johansen kan berette om, at Danmark er klar til at gå ind i arbejdet mod doping.
- Vi har i vægtløftningsforbundet sammen med Anti Doping Danmark lavet et oplæg til, hvordan man skal gøre. Man skal have et internationalt rejsehold med visum til alle de lande, der ønsker at deltage til internationale.
- Så kan man altid rejse ind i landet og så kan man hente prøverne uden at blive nægtet adgang. Stofferne kan være ude af kroppen efter seks timer, så det er vigtigt, der kommer en mere intensiv undersøgelse.
Rusland, som også har været ramt af dopingskandaler, er allerede blevet suspenderet i bekæmpelsen af doping, og en lignende fremtid kan sagtens tænkes til Bulgarien.