Kun godt en måned før EM i 49er sejles i Aarhus, melder den nydannede besætning med Jonas Warrer og Peter Lang sig for alvor ind i kampen som et bud på en topplacering.
Fredag aften kunne Warrer og Lang lade sig hylde som vindere af Eurosaf-stævnet Delta Lloyd Regatta i hollandske Medemblik efter en overbevisende serie af sejladser.
Danskerne satte trumf på med en første-, anden- og en tredjeplads i de afsluttende tre finalesejladser.
- Fordi vi har været ude så længe, var vi mere tændte end nogensinde på at få et godt resultat ved det her stævne. Og så er det bare superlækkert, at det lykkedes, siger Peter Lang i en pressemeddelelse.
Peter Lang vandt sidste år OL-bronze i London sammen med den daværende 49er-makker Allan Nørregaard, men nu satser han på succes med Jonas Warrer, som vandt OL-guld i 2008 sammen med Martin Kirketerp.
- Vi synes, vi har sejlet en fantastisk god serie. Vi har god fart i båden, og vi arbejder godt sammen, og så har vi ramt rigtigt i vores taktiske beslutninger.
- Men selvfølgelig kan vi godt mærke, at vi stadig har brug for en masse timer i båden før, det hele er på plads. Vi taler sammen i båden hele tiden - det ville vi ikke gøre, hvis alt var mere indarbejdet, forklarer Peter Lang.
Stævnet i Holland var danskernes sidste konkurrence før EM, der sejles ud for Aarhus fra 29. juni og en uge frem.
- Fra nu af står den på intensiv træning i København og Aarhus frem til EM. Vi vil slås alt, hvad vi kan, for at få et godt resultat. Målet er at vinde medaljer, siger Peter Lang.
Den anden danske topbesætning i 49er-klassen med Allan Nørregaard og Anders Thomsen deltog også i Delta Lloyd Regatta, men havde et skuffende stævne uden for top-10.
Der var også håb om en dansk topplacering i 49er FX, men Ida Marie Baad Nielsen og Marie Thusgaard endte på sammenlagt tredjeplads.
/ritzau/