Speedometeret er på 90 kilometer i timen, men det skal gå endnu hurtigere.
Hjulene slår gnister, da de kører side om side på den ovale speedwaybane. Kontakten mellem cyklerne får den ene cykel til at danse på baghjulet.
Det er der, det går galt.
Patrick Hansen flyver af cyklen, vandret gennem luften tynges han ned under barrieren, som egentlig er til for at beskytte ham. Et hårdt stød mod træhegnet. Mere mærker han ikke.
Et mundlamt publikum kan kun se på, da den unge speedwaykører brækker ryggen og højre ankel, får trykket en nerve og mister førligheden i venstre fod.
Karrieren kørte galt. Alt pegede på, at Patrick Hansen ikke ville vende tilbage til en professionel speedwaykarriere, men i begyndelsen af marts blev en lægevurdering afgørende for drømmen om et comeback, kun de færreste havde set komme.
'Det hele bliver taget fra en’
Patrick Hansen er 25 år og har siden barnsben siddet på en speedwaycykel. Hans karriere tog for alvor fart, da han for fire år siden flyttede til Polen som professionel speedwaykører, og senest har han skrevet kontrakt med det polske hold Rybnik.
I 2018 vandt han sølv ved VM med U21-landsholdet, han blev for første gang udtaget til det danske speedwaylandshold i 2022 og vandt bronze ved DM sidste år.
Den dag tilbage i august 2023, hvor det hele gik galt, sad han på speedwaycyklen som kaptajn for Rybnik, da holdet skulle køre kvartfinale i den polske liga.
- Lige pludselig føles det som om, det hele bliver taget fra en. Hele ens liv. Når man ligger der og ikke kan noget, så føler man, det bliver en umulig kamp, siger Patrick Hansen til DR Sporten.
Millimeter fra at miste førligheden i begge ben
I ti dage var Patrick Hansen indlagt på hospitalet. Dage, hvor han ikke kunne vende sig i sengen. Han kunne ingenting.
- Jeg havde ondt i ryggen, men jeg var mest bange for den følelsesløshed, jeg kunne fornemme i mit ben. Jeg var bange for, at jeg ikke ville komme til at gå igen, være et almindeligt menneske og køre ræs, siger Patrick Hansen.
Efter operationen var dommen fra lægen hård. Han tvivlede på, at den unge speedwaykører ville kunne vende tilbage til den ovale bane igen.
- Det ville lægen ikke rigtig svare på, så jeg spurgte, om jeg ville komme til at gå igen. Han var mere positiv i sit svar, og dér havde jeg en fornemmelse af, at hvis jeg kunne komme til at gå, ville jeg også komme til at køre ræs igen.
En trykket nerve og en brækket ryg gør, at Patrick Hansen mistede følelsen i venstre fod – millimeter fra at miste førligheden i begge ben. Højre ankel var også brækket, og der skulle ti skruer og en plade til for at rette op på den.
Fuldstændig hjælpeløs
Efter indlæggelsen på hospitalet blev Patrick flyttet til et genoptræningscenter i Krakow, hvor han skulle bo i to måneder.
- De første dage under genoptræningen var de hårdeste, for jeg følte mig fuldstændig hjælpeløs. Det var svært at sove om natten, for tænk nu, hvis man ikke kan komme tilbage, hvad fanden skal man så finde på at lave? Hele ens liv er baseret på det.
Patrick Hansen må igennem fire timers genoptræning om dagen. Det betød også, at hverdagene bød på flere og flere fremskridt. Han kunne begynde at sidde op i sengen og få sig selv over i kørestolen. Efter seks uger kunne Patrick Hansen med hjælp fra krykkerne starte med at gå igen.
Det ikke kun krykkerne, der baner vejen for speedwaykøreren.
- Jeg tror også, det har noget at gøre med den sport, jeg gerne vil tilbage til. Der er jo mange, der allerede har spået, at det er slutningen på karrieren. Jeg vil gerne vise overfor alle og overfor mig selv, at det ikke er tilfældet.
Et mål om at komme tilbage
Lige knap et halvt år efter styrtet viser Patrick Hansen både overfor sig selv og alle andre, at det kan lade sig gøre at komme tilbage på cyklen.
- Der var mange, der slet ikke havde forestillet sig, at jeg ville komme ud og køre så tidligt.
Patrick Hansens højre ankel er brækket over i mange små stykker. Efter en operation sidder der nu ni skruer i anklen, som stadig generer ham. De første to skruer skal tages ud i midten af marts.
- Det er ikke så tosset igen. Nu er der lidt at glæde sig til, hvor man indtil videre har gået i uvisheden. Selvom jeg stadigvæk ikke ved, om det lykkes at komme tilbage, så kan jeg se mig selv i spejlet og sige, jeg har gjort alt, hvad jeg overhovedet kan.
Patrick Hansen har sat sig et mål. Han vil tilbage på banen til sæsonstart sidst i marts. Herefter er styret rettet mod DM i august.
- For at få de der resultater, så skal man også kæmpe meget hårdt for det. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at mere vil have mere. Jeg vil gerne tilbage til det, jeg har lavet hele livet, siger Patrick Hansen.