Hvis der er noget, Christian Rasmussen har lært som racerkører, er det, at der skal blæk på den nederste linje, inden kontrakten er i hus.
Derfor holdt danskeren også en smule igen med begejstringen, da teamejer Ed Carpenter ringede ham op og kraftigt indikerede, at han godt kunne pakke nervøsiteten sammen.
Drengedrømmen om at køre Indycar, kongeklassen i amerikansk motorsport, var meget tæt på.
- Jeg stod i lejligheden ved siden af min kæreste og var selvfølgelig glad, men man ved også godt i den her verden, at hvis det ikke står på et papir, kan man ikke altid regne med det, siger Christian Rasmussen.
Men et ord var et ord, og tidligere på ugen blev han præsenteret som ny mand hos Ed Carpenter Racing i den store amerikanske løbsserie.
En indfrielse af selve rejsens formål, da nu 23-årige Christian Rasmussen i slutningen af 2017 besluttede sig for at rykke til USA og jagte sin store drøm.
- Jeg er vildt stolt.
- Det har været et langt sejt træk, men det gør også det hele federe. At det er lykkedes, og at vi er her nu, siger han.
Karrieren havde været slut i Europa
En racerkørers tilværelse i USA adskiller sig en smule fra den i Europa, og hvis ikke man ligefrem er født med en guldske i rumpetten, er det også et markant billigere sted at skabe sig en karriere, forklarer Christian Rasmussen.
- Jeg var aldrig kommet op på det niveau i Europa, jeg er på nu, fordi vi ikke ville have haft råd til det, siger han bundærligt.
Da Christian Rasmussen kom til USA, blev han ret hurtigt den første dansker til at vinde et Formel-mesterskab og i takt med, at resultaterne fortsatte de kommende år, lykkedes det også at sikre de stipendier i millionklassen, der gjorde det hele økonomisk muligt.
- Min karriere havde været ovre for mange år siden, hvis ikke jeg var flyttet til USA, siger danskeren, der har arbejdet sig op gennem rækkerne og vundet tre løbsserier på fire år.
Den seneste sejr var i Indy NXT, rugekassen for de største talenter, der drømmer om en fremtid i Indycar.
- Hvis jeg ikke havde vundet der, var jeg ikke rykket op i Indycar.
"Det rigtige arbejde begynder nu"
Aftalen med det nye team er skruet sådan sammen, at han deler den ene af holdets to biler med Ed Carpenter, som både er holdejer og kører. Amerikaneren kører de ovale racerbaner i sæsonen, mens Christian Rasmussen kører gadebanerne og de etablerede almindelige racerbaner, som vi kender i europæisk motorsport.
Danskeren får dog også lov til at køre det historiske løb Indianapolis 500.
- Nu skal jeg ind og bevise mig selv. At jeg også har fart i Indycar, som er en af motorsportens højeste klasser i hele verden. Det rigtige arbejde begynder nu, siger Christian Rasmussen.
- Jeg føler, at jeg er klar til det. Jeg har altid troet på, at man skal være klar til næste skridt, inden man tager det. Det er mit mindset, siger han.
I Indycar ved racerkøreren godt, at han ikke bare sådan træder direkte ind og vinder mesterskabet det første år. Han tror dog på, at der ligger gode resultater og venter.
Dem skal han i så fald dyste med landsmanden Christian Lundgaard om, der debuterede i Indycar i 2021. Faktisk er de to danskere nærmest naboer og bor i samme lejlighedskompleks i Indianapolis.
- Vi kørte gocart mod hinanden som børn og har kendt hinanden, siden vi var helt små. Det er ret vildt. Jeg tog tidligt til USA, mens Lundgaard kørte videre i Europa, og så krydser vores veje igen nu, siger Christian Rasmussen.
- Det har også været en joke, der kører. Jeg havde nok troet, at jeg ville være den første dansker til at vinde et løb i Indycar. Men ikke nok med, at jeg ikke blev det, så blev jeg heller ikke engang den første Christian, griner racerkøreren.