Nicki Pedersen skriver med ny klub: 'Jeg slutter, når jeg har fået jord nok i hovedet'

Den 45-årige danske landstræner har skrevet under med den engelske klub Peterborough Panthers, og han er langt fra færdig med at køre i cirkler.

Nicki Pedersen har skrevet kontrakt med engelske Peterborough Panthers i 2023. (Foto: © Frank Cilius, Ritzau Scanpix)

Fyrre, fed og færdig.

Ikke lige frem prædikater man kan sætte på den danske speedwaykører og -landstræner Nicki Pedersen.

Den 45-årige fynbo har netop proklameret at han har tabt ti kilo, og er klar til at sætte sig på cyklen til sin 26. professionelle sæson.

I år med en ny kontrakt under armen hos engelske Peterborough Panthers. Dermed kører Nicki Pedersen på hele tre forskellige klubhold ved siden af sin landstrænergerning.

Det kan sagtens lade sig gøre i speedway, hvor klubberne ikke mødes på tværs af landegrænser eller har de samme løbsdage.

- Den engelske kontrakt dukkede op, og jeg skulle lige tænke over det i et par dage, men så tænkte jeg; vi gør det sgu.

Her kan danskeren dele ud af sin erfaring til yngre ryttere, men han er ikke kun med for at være mentor.

- Jeg bliver førstekører og skal prøve at hjælpe dem. Få noget god atmosfære, god stemning og energi i ryttergården, forklarer Nicki Pedersen.

Nicki Pedersen med hvid hjelm i kamp for Holsted. (Foto: © Sportxpress, Ritzau Scanpix)

Skaderne er ovre

De sidste 12 måneder har været en hård omgang for Nicki Pedersen, som i sommeren var involveret i et alvorligt uheld under et løb i Polen.

- Det bækkenbrud jeg har været igennem, har været et helvede at komme igennem. De første fem måneder er noget af det hårdeste, jeg har prøvet i mit liv, siger han

Det er dog et overstået kapitel for fynboen, der i dag er fri for smerter og har været igennem et langt genoptræningsforløb, og en tilbagevenden til et normalt liv.

Og her følger den rutinerede dansker en fast rutine, når sæsonen er på pause

- Drikker et bar bajere med gutterne, spiser bearnaise og en god steak, når du er væk fra sæsonen, siger han.

- Jeg har taget den med ro og slappet af. Man skal jo også leve, mens man kan.

Om det er bajerne, bearnaisen eller ren og skær stædighed, der sender Nicki Pedersen tilbage på slaggerne vides ikke, men danskeren er i hvert fald ikke klar til at stille cyklen i garagen endnu.

- Det skal ikke være en skade, der stopper mig. Jeg slutter, når jeg har fået jord nok i hovedet og ikke kan følge med de unge gutter mere. Jeg synes stadig, det er fedt, og jeg synes stadig, det er sjovt.

Nicki Pedersen skal i denne sæson køre for blandt andre Peterborough Panthers. (Foto: © Sportxpress, Ritzau Scanpix)

Tilbage til rødderne

For Nicki Pedersen er kontrakten med engelske Peterborough Panthers også en tilbagevenden til rødderne, da det var i England danskeren fik sin første kontrakt i 1998.

Et overstået kapitel for danskeren, troede han, men efter lidt betækningstid valgte han alligevel at sige ja. Blandt andet fordi der er tre andre danskere i klubben.

Og når man spørger til udløbsdatoen på den 45-årige fynbo, får man i hvert fald ikke fornemmelse af, at den ligger lige rundt om hjørnet.

- Der er ikke nogen, der skal fortælle mig, hvad jeg skal. Når jeg synes. det er nok, hænger jeg cyklen op og siger ’det var det’

- Det gyldne mål er at blive halvtreds, men jeg tager et år ad gangen. Man ved ikke, hvad morgendagen bringer, men det kunne være sjovt at køre to-tre år endnu, siger han