Der kører en dansker rundt i USA lige nu, som har voldsomt meget fart på.
21-årige Christian Rasmussen vandt lørdag det næstsidste racerløb i Indy Pro 2000-serien. Sæsonens syvende tur op på podiets øverste trin. Ganske enkelt imponerende.
Suveræniteten betyder samtidig, at hvis racerkøreren blot gennemfører, når sæsonens allersidste løb køres denne søndag, sikrer han sig sejren i den samlede stilling.
Det er altså kun mekaniske problemer, der står mellem ham og titlen.
- Denne følelse er umulig at forklare, skriver en glad Christian Rasmussen på sin Twitter-profil.
Indy Pro 2000-serien er amerikanernes pendant til Formel 3. Med sejren får Christian Rasmussen et stipendium til en værdi af 700.000 dollars (næsten 4,5 millioner danske kroner) og samt en plads i næste års Indy Lights, som er skridtet inden selve IndyCar-serien (USA's svar på Formel 1).
Danskeren kalder årets sæson 'intens' og er meget lettet over, at han lørdag krydsede målstregen som den første, mens den nærmeste konkurrent, amerikaneren Braden Eves, blot indtog tredjepladsen.
- Jeg vidste, at mesterskabet var ved at være afgjort. Jeg bliver sjældent følelsesmæssigt påvirket, men den her fik mig lidt. At vinde i min rookiesæson med et nystartet hold er en kæmpe bedrift, siger Christian Rasmussen til Indy Pro 2000.
- At vinde et stipendium er kæmpestort. Det er livsændrende, siger danskeren.
- Det giver kørere som mig en chance for at blive ved med at køre racerløb.
IndyCar er drengedrømmen
Danske Christian Rasmussen vidste allerede, da han som femårig satte sig bag et rat for første gang, at det var her, han hørte hjemme.
Far rodede med biler, og det faldt derfor Christian Rasmussen meget naturligt at kigge ham over skulderen.
Sidste år besøgte DR Sporten den danske racerkører til en snak om drømmene for fremtiden. Det kom der dette indslag ud af:
I USA er motorsportens ultimative kongeklasse IndyCar, og hvis det lykkes Christian Rasmussen at nå så langt, vil han i så fald være den første dansker til at gøre det.
- Det vil være en drengedrøm, der går i opfyldelse, sagde Christian Rasmussen sidste år til DR Sporten.
- Det skal bare lykkes. Og det kommer til at lykkes, siger Christian Rasmussen.
Hos Dansk Automobil Sports Union (DASU) mener de, at racerkøreren har gode chancer for at indfri sin drengedrøm.
- Jeg tror, at han kan blive den første dansker i IndyCar, har sportschef Bo Baltzer Nielsen tidligere udtalt til DR Sporten.
- Talentet kendte vi jo godt fra tiden, hvor han kørte gokart. Det var tidligt klart, at han havde både talent og drive til at skabe sig en karriere, sagde sportschefen sidste år.
Sæsonens sidste Indy Pro 2000-serien køres søndag klokken 19.10 og kan følges via Youtube her.