Kevin Magnussen er klar til at køre Formel 1 for Renault i 2016. Det slår det britiske magasin Autosport fast. Magasinet afslører, at den danske racerkører bliver præsenteret som ny kører på onsdag, når Renault præsenterer deres nye racer i Paris.
Det var også Autosport, der i sidste uge kunne afsløre, at Renault og Magnussen var tæt på at få papir på hinanden, men endnu ikke havde underskrevet papirerne. Men nu skulle de sidste knaster ifølge magasinet være ryddet af vejen, og fra onsdag kan Magnussen altså kalde sig Formel 1-kører igen.
Kevin Magnussen skal på Renault erstatte venezuelanske Pastor Maldonado og være holdkammerat med Jolyon Palmer.
DR Sporten har været i kontakt med Magnussens manager, Dorte Riis, der ikke vil bekræfte historien.