Jonas Vingegaard havde næppe vundet Tour de France, hvis han hele løbet skulle trampe afsted på en lånecykel.
Og Pernille Harder var nok heller ikke havnet i toppen af fodboldens fødekæde, hvis hun havde løbet rundt i et par støvler, der var otte-ni numre for store.
På samme måde vil det 18-årige motocross-talent, Malou Jakobsen, få svært ved at få opfyldt sin drøm om at vinde VM, hvis hun ikke har en motocross-cykel, der er skræddersyet hendes vægt og kørestil.
Det scenarie må den danske VM-aspirant dog for nu affinde sig med.
For små tre uger siden - to dage inden sæsonens andet løb i VM-serien - fik hun nemlig stjålet begge sine konkurrence-cykler, mens hun lå og sov på et hotelværelse i det nordlige Italien, og hun er derfor nu nødt til at dreje gashåndtaget på en cykel, der er et godt stykke fra verdenselitens.
- Pludselig blev jeg vækket klokken halv ét om natten, fordi en receptionist bankede på døren og sagde, at vores bildør stod fuldstændig åben. Så jeg var fuldstændig i chok. Jeg blev tilbage på værelset, fordi jeg græd allerede nok, siger Malou Jakobsen.
- Hvad fanden skal man stille op? De cykler var lavet perfekt til mig, siger Malou Jakobsen.
Suppedasen, hun havnede i, blev i første omgang løst ved, at hun små 32 timer senere lånte en anden kørers cykel. Stadig i chok, men taknemmelig over overhovedet at kunne stille til start ved løbet i Schweiz, kørte hun en 14.-plads og et par VM-point hjem.
En god præstation, fortæller hun, men lånecyklen kunne hun selvsagt ikke tage med sig tilbage til hjemmet og træningsbanen i Børkop.
Kort efter VM-løbet i Schweiz startede arbejdet derfor for at skaffe midler nok til en ny cykel - sådan én er nemlig ikke ligefrem billig.
- Vi har jo prøvet alt. Vi har lavet en indsamling på Facebook, for det var alligevel 250.000, vi pludselig mistede, for vi kunne ikke få forsikringspenge, siger Malou Jakobsen.
Med hjælp fra både nær og fjern er det da også lykkedes at samle nok penge til en "standardcykel".
Men derfra og til cykler i verdenseliten er der stadig et stykke vej, fortæller hun.
- Jeg har fået en masse hjælp fra indsamlingen, og det er jeg rigtig glad for. Der er så mange, der har sendt penge, og det er jeg virkelig taknemmelig for, men der er stadig langt igen, siger Malou Jakobsen.
Drømmen har ikke ændret sig
Ambitionen om at ende i top syv i den samlede VM-stilling har derfor også lidt et lille knæk, fortæller hun.
Men på længere sigt vil den 18-årige motocrosskører ikke lade sig slå ud af cykeltyvenes værk.
- Hvis jeg selv får lov at bestemme, så er drømmen at blive verdensmester inden 2026. Jeg er kun 18, så jeg har lige et par år indtil da, siger Malou Jakobsen.
Inden da skal hun dog først lige have styr på cykel-situationen, fortæller hun, og så skal det mål også nok være inden for rækkevidde.
Først er der dog lige en VM-serie, der allerede om halvanden uge kører videre - og hendes deltagelse deri skal et par italienske cykeltyve ikke stå i vejen for.
- Lige nu må jeg nøjes, men det gør mig heller ikke noget. Jeg er bare glad for at kunne køre, siger Malou Jakobsen.