Danske Nicklas Nielsen har gjort legenden Tom Kristensen kunsten efter.
Søndag vandt førstnævnte racerkører det mytiske 24-timersløb Le Mans med Ferrari.
Det er den første danske sejr i 24-timersløbets kongeklasse, Hypercar, siden 2013, da Tom Kristensen vandt sin niende og sidste sejr med Audi.
Den 27-årige Nicklas Nielsen sad i sin røde bil i de sidste par timer, da Ferrarien kørte første over målstregen. Han deler triumfen med sine holdkammerater Antonio Fuoco fra Italien og spanske Miguel Molina.
Danskerens team vandt dog ikke uden drama.
For med en time og 43 minutter tilbage af maratonløbet blev Nicklas Jensen i sin Ferrari kaldt ind til et pitstop, fordi bildøren blev ved med at åbne og lukke. I en overgang så det ud til at få katastrofale følger for Nicklas Nielsens vinderchancer.
Men Ferrari holdt sig i front, da man kunne spare et senere pitstop med den mængde benzin, som blev fyldt på bilen, da døren blev repareret.
Nicklas Nielsen spillede generelt en stor rolle for 2024-vinderholdet. Lørdag var han i bilen, da Le Mans blev skudt i gang, og her tog han spidsen i løbet, da hans sats med tørvejrsdæk i regnvejr gav pote.
Siden blev løbet præget af flere perioder med safety car på grund af første uheld og i nat en lang periode med regn.
Michael Christensens Porsche med nummer 6, der også deltog i Hypercar, var en overgang oppe og runde førstepladsen, men lavede et sats med tørvejrsdæk på en våd bane og raslede ned i stillingen.
I sidste ende blev Christensen nummer seks, mens Oliver Rasmussen i en Porsche blev nummer ni i Hypercar-klassen.
Også i LMGT3-klassen kom en dansker på podiet. Mikkel Pedersen blev således nummer tre. Michelle Gatting og Iron Dames blev nummer fem.