Det er ikke for sjov, når Nicklas Nielsen i den kommende sæson sætter sig i bilen.
For første gang i 50 år skal Ferrari køre med, når det skal afgøres, hvem der vinder verdensmesterskabet for sportsvogne.
Og Nicklas Nielsen er en af de seks udvalgte, der skal styre den ene af de to biler mod sejr i prologen og årets syv afdelinger.
340 kilometer i timen ned ad langsiden, en legendarisk hest på køleren og en bil, der er lakeret i den lynhurtige, klassiske røde Ferrari-farve.
Det bliver vel næppe bedre?
Nej, siger en glad Nicklas Nielsen, der dog også erkender, at der fortsat er rigtig meget arbejde at gøre, hvis Ferrari skal vinde VM-titlen i deres comebacksæson.
- Jeg er stolt over at køre Ferrari. Toyoto og Peugeot er mærker, vi gerne vil køre fra, men de kommer også til at køre hurtigt. Det er vigtigt at huske, at selvom du har en hest forrest på bilen, så skal vi stadig arbejde for tingene, siger han.
Le Mans er toppen
I 2023-udgaven af FIA World Endurance Championship skal der køres på legendariske baner som Sebring, Circuit de Barcelona-Catalunya, Le Mans og Monza.
Og særligt det legendariske løb sydvest for Paris glæder han sig til at køre i den nye Ferrari, der har fået modelnavnet 499P.
- Le Mans er toppen af kransekagen i løbet af sådan en sæson. Kan vi vinde der, 50 år efter at Ferrari senest kørte med om verdensmesterskabet for sportsvogne, så ville det være fantastisk. Derfor er det klart en målsætning at vinde på Le Mans, og det bliver en vild oplevelse.
- Jeg glæder mig i hvert fald til at se to Ferrari-biler tilbage i kongeklassen, siger han.
I 2021 vandt Nicklas Nielsen sin første sejr på Le Mans.
Den nye sæson af FIA World Endurance Championship begynder den 17. marts på Sebring.
Nicklas Nielsen skal i denne sæson dele bil med Antonio Fuoco og Miguel Molina i bil nummer 50, mens kørerne i Ferraris anden sportsvogn, nummer 51, bliver Alessandro Pier Guidi, James Calado og Antonio Giovinazzi.