Bliver det dansk EM-guld eller dansk EM-guld?
Det er det yderst behagelige spørgsmål, man som dansker kan stille sig selv inden europamesterskab i speedway skal afgøres fredag aften.
For her skal rigtig, rigtig, rigtig meget gå galt, hvis ikke enten Mikkel Michelsen eller Leon Madsen kan lade sig kåre som europamester anno 2023, når aftenen er omme.
De to danskere ligger nemlig nummer et og to i den samlede stilling inden den fjerde og afgørende EM-afdeling, der køres fredag aften i Pardubice i Tjekkiet. Michelsen fører an med 43 point, mens Madsen er på andenpladsen med 35 point.
Leon Madsen har ellers vundet to ud af de første tre EM-afdelinger, men Mikkel Michelsen har altså høstet flest point samlet set med tre andenpladser ud af tre mulige. Og spørger man den øjeblikkelige toer, så bliver det da også meget svært at hente landsmanden fredag aften.
- Det er ikke nogen drømmeposition. Han har otte point ned til mig, og det virker til at være lidt for mange point til, at jeg kan nå ham. Men it aint over till it's over, siger Leon Madsen til DR Sporten.
- Jeg giver selvfølgelig 110 procent, og så må vi se, når løbet er slut. Det kan jo også være, at Mikkel har en dårlig dag, og så kan alt jo ske.
Men Mikkel Michelsen regner ikke med at have en dårlig dag. Så er det sagt.
- Alt kan ske i speedway. Jeg har selvfølgelig otte poins forspring, men opgaven for mig er den samme i aften. Jeg skal bare ud og levere, siger Mikkel Michelsen.
- Jeg kunne godt tænke mig at slutte af med manér og nappe løbssejren efter at have leveret stabilt med tre andenpladser i de tre løb indtil videre. I min optik betragter jeg det som et almindeligt løb. Jeg stiller op i aften for at vinde på dagen, og så sidder EM-titlen selvfølgelig i baghovedet.
Også polske Janusz Kołodziej, der lige nu er på tredjepladsen i den samlede stilling, kan med en god aften i Tjekkiet blande sig i guldkampen.
Hvem kan først tælle til tre?
Leon Madsen er forsvarende europamester fra 2022, mens Mikkel Michelsen vandt EM i 2021. De har begge vundet EM to gange i karrieren, og ingen af dem er sluttet uden for top-5 i løbet af de seneste fem år.
Vi har altså med to rutinerede herrer at gøre, som nærmest har fået for vane at fordele EM-medaljerne mellem sig. Så fredag aften er der mere på spil end bare titlen. Her handler det for de to danske kamphaner om at blive den første, der kan tælle til tre EM-titler.
- Det ville være historisk at blive den første dansker med tre EM-titler. Det kunne være fedt at få den under bæltet og på den måde skrive noget historie, siger Mikkel Michelsen.
- Det er fedt for dansk speedway, at det er Leon og jeg, der ligger i den sjove ende og skal fordele det mellem os.
Og det er de jo altså efterhånden vant til.
Men selvom der utvivlsomt bliver indædt kamp, på ægte speedway-manér, om EM-titlen fredag aften, er det trods alt svært at ignorere det store forspring, som Mikkel Michelsen har på forhånd.
I hvert fald hvis man spørger Leon Madsen.
- Medmindre man skal hælde noget suppe i hans brændstoftank, er opskriften nok, at han skal have et dårligt løb, og jeg skal have et godt, siger Leon Madsen.
- Alt er muligt i sport, og jeg tror, der er set større sensationer før, så jeg går ned og kæmper og tror på, at jeg kan vinde EM for tredje gang. Vi giver ikke op, før det er ovre, det er helt sikkert.
Det fjerde og afgørende EM-løb bliver skudt i gang fredag aften kl. 19.00. Du kan se løbet via den danske speedwayligas hjemmeside eller holde dig opdateret på DR.dk.