Dansk EM-sølv vækker større frustration end glæde: 'Det er da noget pis'

Det danske speedwaylandshold kørte sig lørdag til sølvmedaljer i EM-finalen for hold.

Patryk Dudek (tv.) og det polske speedwaylandshold genvandt lørdag EM for hold. (Foto: © TYTUS ZMIJEWSKI, Ritzau Scanpix)

Hvis man vil høre tingene råt for usødet, er speedway en god kilde til netop det.

Der blev da også talt uden omsvøb, da Anders Thomsen delte sine tanker om den EM-sølvmedalje, som det danske speedwaylandshold vandt lørdag.

"Vandt" er måske endda for meget sagt. For den danske speedwaykører var mildest talt skuffet over, at den danske delegation ikke kunne byde de polske hjemmebanefavoritter op til dans.

- Andenpladsen er den, man kalder den første taber. Det er dem, der taber guldet, så det er da megatræls. Jeg er træt af den sølvmedalje der, og at de polakker er så skidestærke. Det er hjem på tegnebordet igen, siger Anders Thomsen til DR Sporten.

I finalestævnet sikrede polakkerne endnu et EM-guld med tre heats.

Sidste år vandt Polen EM for hold overlegent foran danskerne, og det ærgrer Anders Thomsen, at det danske hold, som foruden ham består af holdkaptajn Mikkel Michelsen, Rasmus Jensen, Mads Hansen, Bastian Pedersen og landstræner Nicki Pedersen, ikke formåede at skabe mere spænding i polske Grudziądz lørdag.

- Når man kigger på vores lineup, så havde vi et hold, der sagtens kunne have revet den hjem. Vi gik med stiv arm ind til det: 'Den her kan vi altså godt vinde, drenge', men som sagt så var de allerede bedre end os fra heat et af, siger Anders Thomsen.

Polen høstede samlet 51 point i EM-finalen, mens det for Danmarks vedkommende blev til 35 point.

Anders Thomsen (tv.) sørgede for 14 af de danske point. (Foto: © TYTUS ZMIJEWSKI, Ritzau Scanpix)

Ingen tvivl om, hvor skabet skulle stå

Anders Thomsen stod for 14 af de 35 danske point, og selvom han godt kan glæde sig over sin egen præstation, så er det den kollektive skuffelse, der efterlader det største aftryk på telefonforbindelsen fra de polske landeveje.

- Det var ikke helt tosset for mit vedkommende, men man kan selvfølgelig ikke vinde det alene.

- Vi havde en rigtig god holdånd, og det løfter os helt sikkert, men vi manglede lige det sidste i dag. Vi gjorde alt, hvad vi kunne som team for at hjælpe hinanden med at finde det helt rigtige setup, siger Anders Thomsen.

Han forklarer, at det danske hold bøvlede med at finde det rette setup på den "store og glatte" bane i Grudziądz, som polakkerne af gode grunde har et bedre kendskab til.

- Der er ikke så meget at sige om det. De er jo bare pissestærke de polakker der. Om de så vælger nogle andensorteringskørere, så er de så stærke i Polen, at det er svært for os at være med, siger Anders Thomsen.

Anders Thomsen (midtfor) fandt trods skuffelsen det store smil frem på podiet. (Foto: © TYTUS ZMIJEWSKI, Ritzau Scanpix)

- Vi leverede en god performance og kom ind med panden højt, men de har haft en masse træning på banen. Det kunne vi tydeligt se efter første heat. De vidste godt, hvor skabet skulle stå.

Bronzemedaljerne endte hos svenskerne, som skrabede 20 point sammen i lørdagens EM-finale. Tjekkiets landshold må gå tomhændet fra EM for hold.