Titlen som dansk mester i speedway plejer som regel at blive uddelt efter hård kamp i både kvartfinaler, semifinaler og til sidst i én stor finale.
Sådan bliver det dog ikke i år.
DM-semifinalerne, der skulle have været kørt i slutningen af maj, er nemlig blevet aflyst, fordi man ikke kunne finde en dato, hvor alle de kvalificerede kørere kunne deltage.
Men finalen skal stadig køres, og da semifinalisterne ikke har haft mulighed for selv at booke billet dertil, har Danmarks Motor Union peget på en række kørere, der får lov til at stille til start, når det gør løs i slutningen af juni.
En beslutning, der har været som at vælge "mellem pest eller kolera", fortæller formand i unionen Jørgen Bitsch.
- Det er en rigtig møgsag. Der er ingen gode løsninger i det her.
- Hvis man kørte semifinalen, manglede man halvdelen af kørerne, og det er ikke en god løsning. Hvis man aflyste semifinalen, stod der nogle tilbage og spurgte, hvorfor de ikke blev seedet og kom til finalen, og det er heller ikke en god løsning. Så vi er rigtig, rigtig ærgerlige over det, siger han.
Men en løsning skulle der findes, og den blev at vælge de bedste fem kørere i den ene kvartfinale, samt de kørere, der gennem god kørsel var blevet seedet til semifinalen eller finalen.
Og selvom den beslutning ikke har været sjov at træffe, er det den, der har givet bedst mening, fortæller formanden.
- Det, vi har gjort nu, sikrer, at vi får det bedst mulige DM, for så sikrer vi, at alle dem, der kører stærkt og kan vinde, kommer. Der er altid en joker, der kan gå ind og vinde, men det kan vi ikke forudsige, siger Jørgen Bitsch.
Beslutningen ærgrer kører
Formanden fortæller, at han ikke har været i kontakt med nogen af semifinalisterne, der ikke er kommet med til finalen.
Han tror dog, de anerkender, "at det er en øv-situation for alle".
Hos speedwaykøreren Jonas Seifert, der er kommet med til DM-finalen som reserve og derfor ikke skal i aktion, medmindre andre kørere udgår, er der da også forståelse for situationen.
Men den 22-årige speedwaykører er stadig skuffet over ikke at have fået mulighed for at kvalificere sig til finalen.
- Jeg havde en rigtig stor forventning om at kvalificere mig, eftersom jeg plejer at køre godt i Varde, hvor semifinalen skulle køres. Jeg blev også nummer fem i DM-finalen sidste år.
- Så jeg føler, at jeg hører til i finalen, og det gør bare, at jeg er endnu mere skuffet over ikke at have fået muligheden for at kvalificere mig, siger Jonas Seifert.
'Overvejer hvad vi skal gøre i 2024'
Speedwaykøreren føler ikke, at beslutningen er unfair.
I stedet ærgrer han sig blot over, at unionen jokkede i spinaten, da der skulle fastsættes en dato for DM-semifinalen.
Ifølge ham fik Danmarks Motor Union nemlig ikke lagt DM-semifinalen i det internationale forbunds kalender, da tiden var til det.
- Hele situationen kommer jo af, at de lavede en fejl i vinter, da de skulle lave kalenderen, siger Jonas Seifert.
Da mange af de danske kørere normalt drejer gashåndtaget på internationale hold, har de derfor været kontraktligt bundet til at køre i deres respektive, internationale ligaer frem for at stille op til DM-semifinalen, fortæller han.
Og det er da også netop de mange danske kørere med vidt forskellige udenlandske programmer, der har skabt et uløseligt puslespil for unionen, fortæller Jørgen Bitsch.
- Det er et kalender-sammenfald. Der er så mange ligaer, og hver liga rundt omkring har én dag at køre på, hvilket vil sige, at Danmark har onsdag, England har torsdag, Polen har tirsdag og så videre, siger formanden.
Men løses bør det kunne, fortæller han, og unionen er derfor allerede begyndt at overveje, hvordan de vil gøre det næste år.
- Det kan godt lade sig gøre, hvis vi tænker os godt nok om, og det gjorde vi måske ikke i år, siger Jørgen Bitsch.