20.000 kroner manglede kort før EM, men Sara og Malou fik hjælp og endte på podiet

De danske motorcross-kørere Sara Andersen og Malou Jakobsen vandt i weekenden EM-bronze for hold.

Malou Jakobsen og Sara Andersen (th.) kunne sammen med landstræner Emil Larsen fejre EM-bronze i søndags. (Foto: © (privatfoto))

I weekenden lykkedes det Sara Andersen og Malou Jakobsen at vinde EM-bronze i holdkonkurrencen ved EM i motocross trods en bøvlet optakt.

For det var ikke givet, at de overhovedet skulle til europamesterskabet. Tre uger før EM i Spanien skilte 20.000 kroner de to motocross-kørere fra at komme afsted.

Dansk Motor Union havde ikke økonomi til at finansiere hele turen for de to, og derfor måtte de to bronzevindere gå alternativt til værks, så de ikke skulle stå alene med regningen.

- Vi undersøgte, om der ikke var nogen, der ville støtte os, så vi kunne repræsentere Danmark. Vi lavede et opslag på Facebook, og efter kort tid kom der rimelig mange penge ind, og så besluttede vi at tage af sted, siger Sara Andersen.

- Det var megafedt, at der var så stor opbakning til at få os afsted.

Selvom Sara Andersen er en af de bedste kvindelige motocross-kørere, er det ikke noget, der giver en bugnende kistebund.

- Det er virkelig pengefattigt. Jeg blev top fem i år og har været det i mange år, men jeg tjener overhovedet ikke på det. Det løber kun lige rundt, fordi jeg har en masse gode sponsorer, siger Sara Andersen.

De to motocross-kørere forud for EM i Spanien. Sara Andersens motorcykel er den med nummeret 5. (Foto: © (privatfoto))

Praktisk fungerede det således, at Sara Andersens mor oprettede en indsamling på MobilePay, som en masse private støttede.

- Vi skulle samle cirka 20.000 kroner ind for at komme afsted, og så ville vi betale resten selv. Vi fik noget af unionen, og så fik vi omkring 10.000 kroner fra private, forklarer Sara Andersen.

'Godt nok at komme på podiet'

Sara Andersen har tidligere prøvet at stå øverst på et EM-podie, men det gør ikke en EM-bronzemedalje mindre særlig.

- Jeg havde regnet med, at vi godt kunne komme på podiet. Der har ikke været EM for hold de seneste to år, men i '18 og '19 kom jeg også på podiet, så jeg vidste godt, at det kunne lade sig gøre. Det gik ikke helt efter planen, men det lykkedes os alligevel at komme på podiet, så det var fedt, siger hun.

I holdkonkurrencen kører de to kørere hver to heats, hvorefter den dårligeste placering frasorteret. Malou Jakobsen blev nummer syv og 11 i sine heats, mens Sara Andersen blev nummer to og tre i sine heats, hvilket var nok til en bronzemedalje.

- Man vil jo helst vinde, men det er jo godt nok også at komme på podiet, siger 21-årige Sara Andersen.

Ved siden af motorsporten studerer Sara Andersen HA i erhvervsøkonomi på SDU, for selvom det kunne være "megafedt" at leve udelukkende af sporten, så skal der også smør på bordet.

- Som det ser ud lige nu for kvinder i den her sport, er det tæt på umuligt. Der er måske to, som gør det, og det er ikke engang crossen, de lever af, men derimod deres navn og fordi de laver andre ting ved siden af, siger Sara Andersen.

Derfor er målet sportsligt. At blive verdens bedste.

- Mit mål med det er at vinde VM. Det er det, der får mig til at bruge al min tid og penge på det, siger Sara Andersen.