Mark Regan fortsætter som landstræner

Australske Mark Regan har forlænget sin danske landstrænerkontrakt på trods af spliden med svømmedronningen Mette Jacobsen.

Australske Mark Regan er nu landstræner frem til efter OL i Beijing 2008. (Foto: © DR Sporten, DR Sporten)

Den danske svømmedronning Mette Jacobsen går ikke en nemmere fremtid i møde efter Dansk Svømmeunion fredag forlængede landstrænerkontrakten med australske Mark Regan. Han er nu landstræner frem til efter OL i Beijing 2008.

Mark Regan kom til Danmark i 2003, hvor han ændrede på de danske træningsmetoder og var medvirkende i den store uro med svømmedronningen Mette Jacobsen, der kostede hende sommerens VM.

I Dansk Svømmeunion er der dog enighed om linjen. Man glæder sig over forlængelsen, der kommer kort efter, man har lukket Mette Jacobsen ind i varmen i form af en udtagelse til EM på kortbane i Trieste, Italien.

- Vi er glade og stolte over, at vi har kunne forlænge aftalen med en så stærk og faglig dygtig svømmetræner. Vi har dermed også sikret os ro og kontinuitet omkring forberedelserne frem mod OL i Beijing, siger elitechef, Lars Sørensen.