Manden bag de danske e-sportsstjerner: Vi træner seks timer om dagen

Hemmeligheden bag Astralis’ triumfer er hårdt arbejde og grundig forberedelse.

Danny 'Zonic' Sørensen - nummer to fra højre - er træner for det succesrige e-sportshold Astralis. (Foto: © LAUREN HURLEY, Scanpix)

Seks timer om dagen, fem dage om ugen. Så mange timer om ugen skal man spille sammen, hvis man vil være verdens bedste Counter-Strike:Global Offensive-hold.

I weekenden vandt det danske e-sportshold Astralis sin anden major-turnering, FaceIt i London, og dermed kan de for anden kalde sig verdens bedste CS:GO-hold. Samtidig scorede holdet en præmiesum på 500.000 dollars, svarende til knap 3,2 millioner kroner.

Bag holdets stjerner står træneren Danny ’Zonic’ Sørensen, som selv er en tidligere topspiller. Tirsdag aften svarede han på spørgsmål fra brugerne på dr.dk, hvor han afslørende en række hemmeligheder bag det danske holds succes.

Bruger mange timer sammen

Foruden træneren består holdet af fem spillere i alderen 20 til 23 år, og der er ingen af dem, som har andet arbejde end at spille CS:GO. Til gengæld bruger de mange timer på træne sammen, når de ikke er ude til turnering.

- Vi træner i gennemsnit cirka seks timer sammen søndag-torsdag. Dog kan vi godt skrue lidt op for antallet af timer, hvis vi har en kommende turnering. Typisk foregår en træning sådan, at vi mødes på en CS:GO-server og taler igennem, hvilke taktikker vi skal forbedre eller hvis vi gerne vil prøve nye ting. Jeg sørger for, at vi får arbejdet på vores svage sider og for, at vi kommer hele vejen rundt i vores playbook til træning, fortalte Danny ’Zonic’ Sørensen, da han blev spurgt om, hvor meget og hvordan Astralis-drengene træner.

Hans forklaring på holdets position lige nu som verdens bedste var også meget ligetil.

- Grundigt arbejde og en generel god arbejdsmoral. Alle mand er utroligt dygtige til deres roller, og vi tager intet for givet.

Sammenhold er vigtigt

Men en vigtig del af forklaringen er ifølge træneren også, at spillerne har det godt med hinanden. Det er nødvendigt, når man er så meget sammen hele tiden.

- I min optik er det utrolig vigtigt, at man har det godt sammen som hold. Vi rejser sammen ca. 150 dage om året, så det at kunne fungere socialt er utrolig vigtig.

- Sammenhold er så vigtigt, fordi vi er et lille hold med kun fem spillere sammenlignet med et fodboldhold, som er flere gange så mange. Derfor er det vigtigt, at vi kan sammen og kan få snakket ud om eventuelle problemer, vi måtte opleve med hinanden. Har du det på plads, så kan du udvikle dig så meget som spiller og hold.

Verdens bedste spiller

I et svar fremhævede træneren Nicolai ’Device’ Reedtz som verdens bedste CS:GO-spiller lige nu. Men når det kommer til økonomien er der ingen forskel på spillerne.

- Alle spillerne har den samme grundløn.

Og når turneringspræmierne skal fordeles, får spillerne også det samme.

- 18 procent pr. spiller og 10 procent til træneren, fastslog Danny Sørensen.

Alle spillerne på Astralis er unge knægte, og derfor ville brugeren Mogens gerne høre, om man ikke burde kunne være med på topplan, selvom man er 35-40 år gammel.

- Umiddelbart ser jeg ikke nogen hindring for at kunne fortsætte i den alder. Det eneste eksempel er holdet Virtus.Pro, som består af nogle ældre polske stjerner. Den ældste er i start-30erne, og de er faldet ret meget på verdensrangslisten det seneste år. Jeg tror ikke, det skyldes alderen, men nok snarere, at deres fokus er mere på familielivet, og så er sulten efter at vinde måske forsvundet lidt, svare ’Zonic’.

Danmark har fået øjnene op for e-sport

Danny Sørensen understregede i et af sine svar, at han ikke har nogen problemer med folk, som har svært ved at anerkende e-sporten og som ikke forstår gamerne.

- Dem skal der også være plads til. Vi er nået utroligt langt på meget kort tid, og jeg er sikker på, at de nok skal indse, at vi er kommet for at blive.

Til gengæld synes træneren også, at det er fantastisk at opleve, hvordan e-sporten er nået meget bredere ud.

- Vi er så privilegerede, at Danmark endelig har fået øjnene op for vores e-sport. Det var så vildt at se vores statsminister og andre store personligheder lykønske os på vores store dag. Vi talte alle sammen om det, efter vi havde vundet.

Det kan blive endnu vildere

Og selvom e-sport og CS:GO er vokset voldsomt i de senere år, er det slet ikke slut, hvis man spørger Astralis-træneren.

- Jeg tror, det kan blive endnu vildere. Bare se på udviklingen i Danmark det seneste års tid. Det kræver bare det rigtige format og en ordentlig turneringsstruktur.

Den næste udfordring for Astralis er BLAST Pro Series-turneringen i Istanbul i den kommende weekend.