Maja Jager efter VM-exit: Jeg skød under niveau

Den forsvarende verdensmester i bueskydning var skuffet over, at hun ikke ramte dagen ved VM på hjemmebane.

(© DR)

Den forsvarende verdensmester i bueskydning Maja Jager blev slået tidligt slået ud af VM-turneringen i OL-disciplinen recurve, da hun tabte 1/24-finalen mod mexicaneren Karla Hinojosa med cifrene 6-2.

- Jeg er skuffet og rigtig træt af resultatet. Jeg havde håbet, at kunne gå lidt længere i turneringen. Jeg kunne godt ønske, at jeg havde ramt lidt bedre.

- Jeg skød lidt under niveau mod mexicaneren, men hun skød også godt, så hun gik fortjent videre, lyder det fra Maja Jager efter nederlaget.

Øget pres ikke årsagen

Det øgede fokus der følger med, når man skyder VM på hjemmebane, har ifølge Jager ikke haft nogen indflydelse på det skuffende resultat.

- Min forberedelse har ellers været optimal og hvorfor jeg ikke lige rammer dagen, det er svært at sige. Men det er en marginalsport, hvor alt skal flaske sig. Men der er rigtigt ærgerligt, at det ikke lige gik.

- Jeg synes ikke, at den øgede opmærksomhed det er at skyde VM på hjemmebane, forstyrrede mig. Det er i hvert fald ikke noget, som jeg kan give skylden, fortsætter den danske bueskytte.

Endnu ingen OL-billetter

Næste sommer byder på flere store stævner, blandt andet OL i Rio de Janerio, hvortil der endnu ikke er sikret danske startpladser i bueskydningskonkurrencerne.

- Nu skal jeg arbejde frem mod næste sæson og kan se frem til hård vintertræning for at ramme et mere stabilt niveau. Næste år er der både et EM og nogle world cup-skydninger, hvor der er OL-billetter på spil, slutter Maja Jager.

VM i bueskydning fortsætter ugen ud og i weekenden er der medaljeskydning på Christiansborg Slotsplads. Her har de mandlige danske compound-skytter mulighed for at sikre sig en bronzemedalje.