Op til 175 års fængsel for at have misbrugt piger og unge kvindelige gymnaster seksuelt, endte dommen på for Larry Nassar, som i årtier arbejdede som sportslæge for det amerikanske gymnastikforbund, USA Gymnastics.
Siden Larry Nassars fængsling i 2018 er hundredvis af tidligere og nuværende amerikanske gymnaster stået frem som ofre for Nassars overgreb.
Og siden har ofrenes advokater jagtet en erstatning fra USA Gymnastics, da Larry Nassar begik sine overgreb, mens han var sportslæge for gymnastikforbundet.
Efter fem års juridisk tovtrækkeri er der nu en afgørelse i sagen.
I den føderale konkursdomstol i Indianapolis blev det mandag offentliggjort, at der er indgået forlig i sagen.
260 piger og kvinder, der blev misbrugt af lægen Larry Nassar, får tilsammen 2,5 milliarder i erstatning.
Larry Nassar var de amerikanske gymnasters læge gennem fire olympiske lege, og blandt de hundredvis af kvinder, som har anklaget Nassar for seksuelle overgreb, er den syvdobbelte OL-medaljevinder Simone Biles.
- Jeg var meget deprimeret. På et tidspunkt sov jeg rigtig meget, fordi det for mig føltes som det tætteste, jeg kunne komme på døden uden at gøre skade på mig selv, har superstjernen Simone Biles sagt om sine oplevelser med Larry Nassar.
- Det var en meget mørk tid.
Gymnastikstjernen McKayla Maroney, som har vundet guld ved både VM og OL, har offentligt fortalt, at Larry Nassar begyndte seksuelt at misbruge hende, da hun var 13 år.
- Han misbrugte mig, han misbrugte min krop, og han efterlod ar på min psyke, som måske aldrig går væk.
Ud over de 2,5 milliarder kroner indgår en større strukturel forandring af USA Gymnastics derfor også som en del af forliget med Larry Nassars ofre.
Det amerikanske gymnastikforbund har forpligtet sig til at iværksætte en række initiativer, som både skal forhindre lignende overgreb i fremtiden, og som skal styrke atleternes muligheder for anmelde grænseoverskridende adfærd.
John Manly, som er advokat og repræsenterer flere af Larry Nassars ofre, hyldede mandag de kvinder, som er stået frem i sagen.
- Det her forlig er resultatet af det mod, som hundredvis af ofre har vist, selvom de har mødt modstand, lange udsigter og har kæmpet mod det bedste juridiske forsvar, som penge kan købe. Men de nægtede at være tavse, og deres barske fortælling trængte igennem og vandt i dag, siger advokat John Manly.
På grund af de hundredvis af sagsanlæg og udsigten til udbetaling af milliarderstatning har USA Gymnastics begæret forbundet konkurs. Sidste år mislykkedes forsøget på at indgå forlig. Men eftersom forsikringsselskabet TIG siden har accepteret at betale en stor del af forliget, kan det nu realiseres.
Hvordan de 2,5 milliarder skal fordeles mellem de flere end 260 kvinder er ikke offentligt kendt.
I 2018 blev der i samme sag indgået et forlig på 3,1 milliarder kroner mellem Michigan State University i USA og de på det tidspunkt 332 piger og kvinder, der anklagede Larry Nassar for seksuelle overgreb.
Flere af Larry Nassars overgreb skete nemlig også i et center for elitegymnaster i Michigan, USA, hvor Nassar var ansat via universitetet.
Den skandaleramte sportslæge tilstod selv i retten i 2018, at han havde begået overgreb mod piger og unge kvinder, da han arbejdede for Michigan State University og USA Gymnastics.
Den tidligere landsholdsgymnast Rachael Denhollander var den første kvinde, som stod frem med anklagerne mod Larry Nassar.
Hun modtog mandagens nyhed om et forlig med et lettelsens suk.
- Nu er dette kapital endelig lukket, skriver Rachael Denhollander på Twitter.
- Retfærdigheden er sket fyldest for så vidt, det var muligt, og det skal vi glædes over. Men husk at i morgen vågner vi (ofrene, red.) stadig op og skal leve videre med konsekvenserne.