Klumme: Riis' på arbejds-Tour

DR Sportens cykelkommentator Carsten Ritter tror på, at Jakob Fuglsang og Matti Breschel vender tilbage til Bjarne Riis.

Bjarne Riis og Jakob Fuglsang tilbage i 2009

Det var en stor dag

, da Bjarne Riis seks dage før Tour de France kunne præsentere, at hans hold fortsætter i hvert fald endnu en sæson. Vigtigst selvfølgelig, at det var med en ekstra sponsor, som sikrer at han kan udvide budgettet, og igen skrue op for ambitionerne.

Det får han brug for. For nu skal vi i gang med et Tour de France, hvor han for en gangs skyld ikke har en klassementsrytter. Faktisk må vi se i øjnene, at Team Saxo Bank ikke møder frem med meget håb om succes. Holdet kan kun overraske.

Derfor får Bjarne Riis travlt. Han skal hver dag lægge en taktik, som giver rytterne maksimalt udbytte. Jeg tror ikke på, at JJ Haedo kan yde sprinterne nogen som helst modstand i massespurterne. Derfor er det ryttere som Nick Nuyens, Karsten Kroon, Nicki Sørensen, Michael Mørkøv og Anders Lund, som skal jagte etapesejre på mellemetaperne, og Chris Anker Sørensen i bjergene.

Når etaperne er overstået, og på hviledagene, skal Riis støbe kuglerne til sit fremtidige hold. Han skal finde de ryttere, som han mener kan vinde løb i 2013, eller måske hjælpe andre til at vinde løb. Der er næppe tvivl om, at Alberto Contador ønsker sig mere støtte i de store etapeløb, end han fik i Tour de France sidste år.

Matti Breschel og Jakob Fuglsang

har der været skrevet så meget om i forbindelse med Bjarne Riis. Jeg er overbevist om, at Breschel vender tilbage til Riis. Jeg tror også, at Fuglsang gør det. Hele sæsonen har jeg haft en fornemmelse af, at Fabian Cancellara og Riis også kunne finde sammen igen. Der er bare den væsentlige hage ved det, at Cancellara - lige som Schleck-brødrene - har kontrakt med det luxembourgske hold til og med 2013. Så holdet skal altså lukke, eller schweizeren skal købes fri, som han blev fra Riis, da han skiftede, men det der som bekendt ikke normalt i cykelsporten. Spørgsmålet er desuden, hvad Riis har lovet Breschel, for da danskeren skiftede til Rabobank fornemmede man, at det blandt andet handlede om at komme ud af rollen som hjælperytter for schweizeren i forårets klassikere.

Fra Radioshack kunne man også forestille sig, at Jens Voigt vender tilbage. Tyskeren har endnu ikke afgjort, om han tager en sæson mere. I sommeren 2010 fortalte han mig, at han og Riis havde talt om en fremtid sammen efter, at Voigt stopper karrieren. Sportsligt har han måske ikke det store at bidrage med længere, men på de indre linjer, er han stadig i en klasse for sig, og det vil han sikkert også være som sportsdirektør. Franskmanden Pierre Rolland fra Europcar kunne gøre gavn. Hollændere passer godt til den internationale mentalitet, og der er for mange klassementstalenter hos Rabobank, så mon ikke Riis også kigger i retning af Robert Gesink, Bauke Mollema og Steven Kruijsweek?

Sidste års nummer fire

og bjergkonge i Touren, Samuel Sanchez har senest for et par dage siden sagt, at en forlængelse med Euskaltel er hans førsteprioritet. Men han har også tidligere udtrykt ønske om at arbejde sammen med Alberto Contador. Måske skulle Riis se om det samarbejde kan blive til noget.

Men én ting er at sætte et "managerhold" - det kan vi alle sammen gøre. Vigtigst er det dog, at den danske holdejer finder en internationalt blanding, som ud over at kunne køre på cykel også går godt i spænd sammen og skaber en harmonisk trup uden for mange fraktioner. Det virker ikke som om, at budgettet har gjort det muligt i 2011 og 2012, men Riis er normalt dygtig til den slags, så mon ikke det lykkes.