Til lyden af rocksangen American Bad Ass kommer Donald Trump til syne i tunnellen.
Han vinker til publikum, som kvitterer med en larmende hyldest. For kort tid siden, februar 2024, er USA's nyvalgte præsident blevet kendt skyldig ved en civil retssag om bedrageri i New York, men i New Jersey - til kampsportsstævnet UFC 302 i juni - er han en helt.
Donald Trump knytter sin næve op mod publikum, mens Dana White, UFC's præsident, smilende går ved siden af.
Onsdag dukkede den 55-årige kampsportschef så op igen. Han var således med på scenen, da Donald Trump holdt sin sejrstale som USA's 47. præsident. For Dana White har spillet en stor rolle i valgkampen, forklarede Donald Trump, inden han midt i sejrsstunden overlod talerstolen til Dana White for en kort bemærkning.
- Ingen fortjener det her (valgsejren, red.) mere end ham, sagde Dana White.
- Han klør på, han giver ikke op, han er den mest ukuelige, hårdarbejdende mand, jeg nogensinde har mødt.
Du kan se og gøre Dana White hylde Donald Trump i videoen herunder:
Dana White har længe været en fremtræden støtte af Donald Trump og har spillet en stor rolle i, at præsidenten fik godt fat i særligt vælgergruppen af unge mænd, som ellers har ligget lavt i valgdeltagelsen ved de seneste amerikanske valg.
Ifølge exit polls i den amerikanske avis The Wall Street Journal vandt Donald Trump kampen om de unge mænd i alderen 18-29 år med 55 procent mod Kamala Harris' 42 procent.
I 2020 vandt præsident Joe Biden samme vælgergruppe med 56 procent, mens Donald Trump hentede 41 procent.
Men hvem er muskelmanden Dana White, der er kendt for at promovere kæmpere, men nu også er blevet en af præsidentens mest trofaste allierede? Det ved Mark O. Madsen, der som kæmper længe var en del af UFC.
- Det er ret vildt at have iagttaget den indflydelse, UFC og Dana White har fået i USA, siger han.
Gambleren Dana White
Den tidligere OL-sølvvinder Mark O. Madsen var en del af UFC fra 2019 til slutningen af 2023 og mødte Dana White adskillige gange undervejs.
Danskeren, der i dag er præsident for det danske MMA-forbund, Dominance FC, husker UFC-bossen som en varm og imødekommende person, men også en farverig og hård forhandler.
- Og så er han gambler. Han er udelukket fra adskillige casinoer i Las Vegas, og han er ikke typen, der er bleg for at smide en million dollar på rød. Sådan er han også i erhvervslivet, siger Mark O. Madsen.
Dana White var for eksempel ikke bleg for at "satse hele butikken" i sin støtte af Donald Trump i præsidentvalget.
De to har ifølge BBC været venner siden 2001, og Trump var der for Dana White samme år, da ingen andre ville holde hans UFC-events - men det ville Donald Trump gerne på sine casinoer, forklarer Mark O. Madsen.
Så da pressen og omverdenen dømte Donald Trump ude, for blandt andet at have forfalsket dokumenter for at dække over en udbetaling på omkring 900.000 kroner og begået overgreb, stod Dana White klar med åbne arme og bød præsidenten velkommen til diverse UFC-events, ligesom han hurtigt var ude og vise sin støtte til Donald Trump efter attentatforsøget i juli.
- Dana White satte alt ind på at støtte Donald Trump, og det lykkedes, siger Mark O. Madsen.
Mark O. Madsen kæmpede foran Donald Trump
Det lykkedes også for den amerikanske præsident at "tappe ind" i det rockstjerne-image, som UFC har fået i de senere år, og som kendte filmstjerner, musikere og youtubere gerne ville være en del af, fortsætter Mark O. Madsen.
- Donald Trump har brugt det til at blive set til mange stævner og blive eksponeret for millioner af amerikanere hver weekend. Han var i øvrigt med til stævnet i Madison Square Guarden i november sidste år, hvor jeg kæmpede min sidste kamp, siger han.
- Det var markant at se, at når Donald Trump gjorde sin entre ved UFC, så fik han det absolut største bifald – også større end mange af kæmperne.
Donald Trumps popularitet blandt dele af UFC's fanbase flød også over i politisk popularitet, forklarer Anders Bo Rasmussen, lektor ved Center for Amerikanske Studier på Syddansk Universitet.
For selvom han - ligesom Mark O. Madsen - understreger, at der er en stor diversitet i følgerne af UFC, så er der også mange unge mænd. De unge mænd, en vælgergruppe, der udgør 12-13 procent af vælgerne i USA, så lyset i Donald Trump, fordi han fremstår som den stærke leder i en tid, hvor de føler sig fremmedgjorte i MeToo-bevægelsen og debatten om at være woke, mener Anders Bo Rasmussen.
- Nogle af de her mænd ser det, at intelligente og stærke kvinder får mere magt i det amerikanske samfund, som en udvikling, hvor traditionelle kønsroller bliver vendt på hovedet. Det er en glidebane, som de mener, Donald Trump taler for at dæmme op for.
Det har derudover en "høj social værdi" i netop den vælgergruppe at være en del af et maskulint kampsportsmiljø og UFC, som den amerikansk medieforsker Reece Peck også har påpeget.
Dana White spillede også en rolle, da Donald Trump medvirkede i en af verdens mest lyttede podcasts, The Joe Rogan Experience. Og UFC-bossen har fortalt, at netop han førte podcastværten og UFC-kommentatoren Joe Rogan sammen med Donald Trump.
Afsnittet blev set af over 47 millioner mennesker på Youtube få dage før valget skulle afgøres. Og da afsnittet blev udgivet, var det samtidig med meddelsen om, at Joe Rogan støttede Donald Trumps kandidatur til præsidentposten.
Da Trump gav Dana White ordet efter valgsejren, brugte han derfor også sin knappe taletid på at takke netop Joe Rogan og en række andre Youtube-fænomer og komikere, der alle har støttet Donald Trump.
- Sidst, men ikke mindst (vil jeg gerne takke, red.), den mægtige og magtfulde Joe Rogan, sagde Dana White.
Du kan se Dana White takke Joe Rogan i videoen herunder:
Trumps optræden i The Joe Rogan Experience er godt eksempel på, at Donald Trump "dygtigt har været en del af et konservativt ekkokammer i nye medier", forklarer Anders Bo Rasmussen.
The Joe Rogan Experience er en del af den såkaldte manosphere, hvor en del unge mænd, får medieindhold som taler til et mandighedsideal.
- Donald Trump har været dygtig til at kultivere de "rigtige" idealer set fra manospherens perspektiv. Altså at være en mand med økonomisk succes og en dominerende alfahan, som har høj værdig i det seksuelle markedsrum, siger Anders Bo Rasmussen.
- Og der er en ret klar sammenhæng mellem dén form for maskulinitet og økonomisk mobilitet, som også kommer til udtryk i UFC. Altså at du ene mand kan kæmpe dig op gennem systemet og nå til toppen ved rå styrke.