Rebekka Dahl smed gipsen seks dage inden, hun vandt VM-sølv i ju-jitsu

Kæmperen kunne hverken bakke eller gå til venstre, da hun hev sølvet hjem på kampdagen.

Rebekka Dahl (tv) fik sølv til VM i ju-jitsu efter et finalenederlag mod rumænske Lixandru Ramona. (Foto: © Ju-Jitsu Danmark)

Den danske ju-jitsu-kæmper Rebekka Dahl er en af verdens allerbedste i 57 kilo-klasse.

Derfor var der ingen højt hævede øjenbryn, da hun søndag vandt karrierens tredje VM-sølv.

Havde man spurgt hende for otte uger siden, ville det være et halvskuffende resultat. Der var fokus rettet mod podiets øverste trin, men taget i betragtning, at den 26-årige kæmper har haft foden i gips de seneste syv uger, og først blev godkendt til at kæmpe lørdag, er sølv mere end godkendt.

- Det er selvfølgelig megaskod at tabe, og jeg fik bank i finalen, men når man tager det lidt på afstand, så havde jeg ikke forventet det. Jeg håbede bare på at vinde én kamp.

- Under de omstændigheder, som der var denne gang, er det jo ret fedt. Det lyder ret sejt at sige, at man er blevet viceverdensmester med en brækket fod, fortæller Rebekka Dahl til DR Sporten.

For syv uger siden var forberedelserne til VM i fuld gang. Men under en træning gik det galt. Danskeren smed sin træningsmakker rundt og ned gulvet. Uheldigvis var Rebekka Dahls fod mellem gulv og modstander.

Det resulterede i en brækket fod.

'Har ikke været nemt'

Et kapløb mod uret begyndte. Faktisk havde VM-sølvvinderen sammen med landstræneren havde opgivet årets VM en smule.

Men i starten af sidste uge, seks dage før kampdagen, kom gipsen af foden, og så var der en teoretisk mulighed for, at Rebekka Dahl kunne stille op.

Havde det været en hvilken som helst anden kæmper, havde vedkommende formentlig ikke fået lov at stille op.

- Siden 2015 har jeg været til VM og taget en medalje hver gang, og det har jo givet en del erfaring. Min landstræner sagde også, at de ikke ville tage mig med, hvis ikke jeg havde den erfaring i bagagen, siger hun.

Formen var også holdt ved lige - sådan nogenlunde. For hvordan kan man opretholde sin ju-jitsu-teknik og -form, når man ikke kan stå på sit ene ben?

- Det er også pissesvært. Jeg har cyklet og styrketrænet voldsomt meget, og jeg hader at cykle og styrketræne. Man må jo gøre, hvad end man kan for at holde sig i gang, men det har ikke været nemt, siger ju-jitsu-kæmperen.

Angreb var det bedste forsvar

Gipsen kom af, og Rebekka Dahl kunne kæmpe til et vist niveau.

I løbet af dagene op til kampen fik foden det bedre, og lørdag blev det vurderet, at hun godt kunne kæmpe dagen efter. Men det blev på andre vilkår, end hun var vant til.

- Normalt er jeg en kæmper, der godt kan lide at bakke og vente og så lave kontraangreb, men jeg kunne ikke rigtig bevæge mig baglæns eller til venstre. Når man ikke kan rykke baglæns, må man rykke fremad.

Dermed var taktikken klar. Rebekka Dahl skulle angribe fra start til slut for at vinde sine kampe. Der var ikke plads til at overlade initiativet til modstanderen.

Derfor var taktikken klar til første kamp, som var kvartfinalen mod vietnameseren Le Thi Thoung.

- Strategien hed 'fremad', og jeg tænkte, at jeg skulle ind og flække hende, men da jeg kom derind, kunne jeg godt mærke, at jeg ikke bevægede mig, som jeg plejer, så det var lidt sværere, end jeg forventede, siger ju-jitsu-kæmperen.

Men den 26-årige dansker vandt. Det gjorde hun også i semifinalen mod svenske Klara Mattsson, hvor Rebekka Dahl efterlod alt på gulvet. Derfor var der ikke meget energi tilbage til finalen, hvor det altså blev til et nederlag til rumænske Lixandru Ramona.

- Men jeg tog til VM for at få ranglistepoint, så jeg kan komme til World Games i 2025. VM er et stævne, der giver mange point, så hvis jeg bare kunne vinde en kamp, fik jeg en god portion point, og på den baggrund gik det jo godt, siger danskeren.

For tiden indtager Rebekka Dahl andenpladsen på verdensranglisten, og deltagelsen til World Games, der er en slags Olympiske Lege for sportsgrene, der ikke er med til OL, ser ikke ud til at være i fare.

Derfor er fokus stift rettet mod at veksle de mange sølv- og bronzemedaljer til det fineste metal ved VM næste år.

- Vi havde sagt, at det skulle være i år, men det fik den brækkede fod sat en stopper for. Så jeg tænker, at det skal være i 2024. Jeg kan jo ikke blive ved med at vinde de andre medaljer. Den er den, jeg virkelig mangler, og den, jeg går efter.

Udover Rebekka Dahls sølvmedalje har VM i ju-jitsu været en stor dansk succes.

Mandag vandt Mikkel Kailow guld i 94 kilosklassen - det første danske VM-guld siden 2016. Liva Tanzer vandt sølv i 63 kilosklassen, og Lucas Andersen snuppede bronze i 77 kilosklassen. I alt fire af syv danske kæmpere fik metal med hjem.