MMA-fighteren Mark O. Madsen knockoutet i første runde

Mark O. Madsen måtte se sig besejret for anden gang i sin i MMA-karriere. (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

Den danske MMA-fighter Mark O. Madsen måtte i nat dansk tid se sig besejret med blot 18 sekunder tilbage af første runde.

Med en byge af slag knockoutede den 35-årige Jared Gordon danskeren under en UFC-kamp i Madison Square Garden i New York.

Den 39-årige Mark O. Madsen er tidligere OL-sølvvinder i brydning.

- Jeg indstillede min brydekarriere i 2018 for at gå efter guld og grønne skove i MMA, og nu står vi lige pludselig i New York. Det er virkelig historiens vingesus med kampe som Muhammad Ali mod Joe Frazier. Det er helt vildt, og jeg glæder mig, sagde Mark O. Madsen inden kampen.

Hvad nattens nederlag betyder for den fremtidige karriere i UFC er uvist, men inden kampen sagde Mark O. Madsen, at et nederlag kan gøre vejen til toppen kringlet.

- En sejr er helt afgørende. Simpelthen. Jeg har fire sejre og et nederlag, men der er ikke noget, der er sikkert i et forbund som UFC. Jeg skal gå ind og levere det allerbedste, jeg kan.