Grædefærdig dansk brydestjerne overvejede karrieren, da OL-håbet bristede

Den tidligere verdensetter Turpal Bisultanov missede OL-kvalifikationen til legene i Paris.

Turpal Bisultanov har stadig ikke besluttet, om han vil fortsætte sin brydekarriere. (Foto: © TIBOR ILLYES, Ritzau Scanpix)

Han havde stadig en sidste chance, men var lammet. Frygten for at fejle overtog magten.

Sådan husker den danske brydestjerne Turpal Bisultanov de forfærdelige timer inden nederlaget tidligere i maj til Arkadiusz Kulynycz fra Polen.

Turpal Bisultanov havde tabt semifinalen ved et OL-kvalifikationsstævne i Istanbul om torsdagen, men den tidligere verdensetter havde en ny mulighed dagen efter i bronzekampen. Duellen var dog tabt på forhånd.

- Jeg havde frygtet, at det skulle glippe igen om fredagen, selvom jeg havde en chance. I stedet for at samle mig op, gravede jeg mig dybere ned, siger Turpal Bisultanov til DR Sporten.

Han ved godt, at det var dumt. Han forstår heller ikke, hvorfor han mislykkedes i at motivere sig selv, når chancen for OL stadig levede. Men den er slut nu. 22-årige Turpal Bisultanov skal ikke til OL, og det har været svært at sluge.

- Jeg er rigtig, rigtig ked af det. Jeg er ikke så god til at vise mine følelser, men en de få gange, jeg har grædt efter en kamp, var i Istanbul, siger Turpal Bisultanov.

OL-drømmen blev slukket for Turpal Bisultanov (venstre) med nederlaget til polske Arkadiusz Kulynycz. (Foto: Michael Yde)
OL-drømmen blev slukket for Turpal Bisultanov (venstre) med nederlaget til polske Arkadiusz Kulynycz. (Foto: Michael Yde)

Gider ikke spilde tiden

Turpal Bisultanov, der træner på det Nationale Kraftcenter i Nykøbing Falster, er endnu ung og begyndte karrieren med lyn og torden.

I 2022 vandt han EM-guld, blev kåret til årets Olympiske Håb og nappede VM-sølv. En skulderskade krævede dog en operation i 2023, som tvang Turpal Bisultanov til en pause og ændrede forberedelserne frem mod OL.

Danskeren måtte droppe meget af sin taktiske træning og i stedet fokusere på at blive fysisk klar til at bryde. Det blev han - og mere til. Men selv i "sit livs bedste form" tabte han til Arkadiusz Kulynycz.

- Det var det mentale, som spillede ind. Min modstander var 31 år gammel og troede på, at han kunne slå mig, mens jeg følte, at der var meget pres. Måske gik jeg for meget op i, at jeg skulle kvalificere mig til OL i stedet for bare at kæmpe, siger Turpal Bisultanov.

Turpal Bisultanov har både EM-guld og VM-sølv på sit CV. (Foto: © TIBOR ILLYES, Ritzau Scanpix)

Ud over at ville udleve sin egen drøm, kæmpede brydestjernen også for at betale sin familie, venner og sponsorer tilbage.

Og ikke mindst sin afdøde dansklærer Alma Larsen, der var en støtte i livet, og som hjalp Turpal Bisulnatov med at bestå indfødsretsprøven i 2022. Derfor rammer skuffelsen ekstra hårdt, forklarer han.

- Det kommer til at gøre ondt i lang tid, siger han.

Bryderen ved godt, at de mørkt betonede følelser fortynder hans rationale. For selvfølgelig elsker han stadig at bryde, men er det besværet værd?

OL er stadig drømmen, men han vil endnu ikke dedikere sig 100 procent til at fortsætte karrieren.

- Jeg skal kunne se mig selv i det, før jeg siger, at jeg går all in igen. Jeg gider hverken spilde min egen eller min træners tid, siger den danske bryder.

- Jeg har også en familie, der bor 300 kilometer væk, og som jeg savner hver dag. Dem vil jeg gerne kunne se i øjnene og sige, at jeg prøvede. Jeg tænker da, at jeg fortsætter, men lige nu vil jeg hverken sige ja eller nej.

I skrivende stund befinder Turpal Bisultanov sig hos sin familie i Herning. Her har han forsøgt at have så lidt at gøre med brydning som overhovedet muligt, inden karrieren kræver svar.

- Jeg skal nulstille mit hoved, finde mig selv igen og indse, at jeg ikke skal til OL. Det er surrealistisk, siger Turpal Bisultanov.

- Jeg følte, at jeg var så tæt på, men alligevel så langt fra. Jeg var ikke god nok i de afgørende kampe denne gang, og det må jeg lære af.