Jager jagter ny VM-titel

Hun er forsvarende verdensmester, og i dag skyder Maja Jager sig forhåbentlig endnu tættere på et forsvar af sin titel.

(Foto: © TOM PENNINGTON, 2015 Getty Images)

Verdensmesterskaberne i bueskydning er i fuld gang i København i denne uge, og ikke nok med at vi har et verdensmesterskab på dansk jord, - vi har også den forsvarende verdensmester i rød/hvide farver.

Maja Jager kan blive den første bueskytte nogensinde til at vinde et verdensmesterskab to gange i træk. Mandag sikrede Jager sig videre deltagelse ved mesterskabet med sin individuelle 15.plads i holdkonkurrencen, men selvom hun er forsvarende guldvinder, er Jager meget ydmyg overfor ugens opgaver.

- Der bliver nogle gode matcher hen af vejen, og forhåbentlig også mere end én. Vi må se hvordan det går, og prøve at levere en stærk skydning. Så må vi jo se, hvad det rækker til, siger Maja Jager til DR Sporten.

Langt fra 15.plads til guld

Men det er da ingen hemmelighed, at der er et godt stykke fra en 15.plads til metallet af guld.

Skal vi regne med at se dig i en top 3?

- Man skal aldrig rigtigt regne med noget i bueskydning, det er jo meget tæt, og små ting der afgør det. Men jeg håber da, at vi kan få nogle danskere med i medaljematcherne, siger Maja Jager.

Målet er finaler på Christiansborg Slotsplads

Det er noget af et tilløbsstykke, at verdensmesterskabet har fundet til lille Danmark. Og selvom Maja Jager til dagligt bor og træner i Korea, er det danske grønne græs på Sundby-banerne noget helt specielt.

- Det er rigtig dejligt at være på hjemmebane. Der er god opbakning fra den danske befolkning, det er utrolig dejligt, og forhåbentlig bliver det også godt pakket på tribunerne på Christiansborg, så det glæder vi os meget til, siger Maja Jager.

Maja Jager er i her til formiddag i aktion klokken 9.30 på banerne i Sundby. Modstanderen er slovakken Zuzana Lucanicova, der indtog en 98. plads i mandagens indledende runder.