Der gik kun fem timer fra, at Mikkel Bødker og Jannik Hansen ankom til Danmark, før de var på isen for Danmark mod Finland.
15 timers rejse i kroppen skulle dog ikke forhindre danskerne i at stryge direkte ind på isen i Herning, hvor de begge spillede en stor rolle i Danmarks 3-2 sejr over Finland onsdag aften.
Den danske kaptajn, Peter Regin, havde dog heller ikke forventet andet fra sine holdkammerater. Jetlag eller ej.
- Begge to var meget imponerende. Mikkel (Bødker, red.) var afgørende og med i nogle mål, og Jannik (Hansen, red.) præsterede, som han altid gør. Han giver alt for holdet og fik sat nogle hårde tacklinger ind. Man ved ligesom, hvad man får fra dem, siger Peter Regin, der med Mikkel Bødker og Jannik Hansen har fem holdkammerater i VM-lejren, der til dagligt gør sig i NHL.
- Det er klart, at det giver noget mere bredde at have dem i truppen. Det har hjulpet en del allerede, og fremadrettet kan det forhåbentlig hjælpe endnu mere, siger Peter Regin.
Specielle kampe mod Norge
Fredag aften skal Peter Regin igen på isen med sine 'nye' holdkammerater, når Danmark skal forsøge at følge op på sejren mod Finland.
Mellem Danmark og Norge ligger der mange års hockey-historie, og det kommer også til at spille ind fredag aften.
- Kampene mod Norge er ekstra specielle, og det er et hold, vi meget gerne vil slå. Vi har mødt dem mange gange i afgørende kampe over årene, og desværre tabte vi en del i streg for nogle år siden, da strukturen var en anden end nu, siger Peter Regin, der vurderer, at Danmark står stærkest.
- Jeg synes, at vi er stærkere end dem til den her turnering, men jeg tror, at det bliver en tæt kamp. De minder meget om os; de har ikke så mange at vælge i mellem, så det er altid de samme, der er med, og på den måde skaber man en god gruppe, som spiller for hinanden, siger Peter Regin.