VM-debutant stækkede russerne: Jeg er tørstig efter mere

Målmand George Sørensen gjorde et imponerende indtryk i nederlaget mod Rusland.

I næsten to perioder i kampen mod Rusland holdt den debuterende målmand George Sørensen pucken ude af danskernes mål.

Hvilket er en ret flot præstation, når man tænker på, at Rusland aldrig er gået fra banen i en VM-kamp mod Danmark uden at have scoret i første periode.

Men i slutningen af anden periode måtte målmands-muren give op, da russerne tæppebombede det danske mål med tre scoringer på 70 sekunder og dermed afgjorde kampen, der endte 3-0.

Alligevel var George Sørensen tilfreds med sin indsats, der i lange perioder frustrerede de russiske favoritter med sine mange redninger.

- Jeg er meget tilfreds med, hvad jeg leverede i dag. Jeg spiller en god kamp og er tålmodig i målet. Jeg har vidst et stykke tid, jeg skulle stå denne kamp, så jeg har gennemgået russerne med målmandstræneren, og det hjalp, sagde Sørensen efter kampen.

- Vi har et lille sammenbrud, hvor vi giver dem tre chancer, og det er rigtigt ærgerligt, og det er jeg virkelig træt af. Hvis vi havde spillet det minut, som vi gjorde i resten af kampen, så ved man ikke, hvad den havde endt med, sagde den danske VM-debutant.

På trods af nederlaget må George Sørensen have imponeret landstræneren Janne Karlsson, og den unge målmand håber da også på mere spilletid ved VM i Tyskland.

- Jeg er tørstig efter mere, så det gælder bare om at arbejde for at få mere, sagde han.

Ekstremt flot

Også medspillerne var imponerede af målmandens præstationer. Nikolaj Ehlers roste efter kampen Georg Sørensen.

- Jeg synes, at han gør det helt ekstremt flot. Jeg har spillet på diverse landshold med ham, siden jeg var 14-15 år, så jeg kender ham. Han holdt os jo inde i kampen, og de tre mål, der bliver scoret, kan han ikke gøre noget ved. Han stod fantastisk.

Ingen havde forventet at Danmark kunne vinde over Rusland, der ved sidste års VM slog Danmark med 10-1. Alligevel var de danske spillere skuffede over nederlaget.

- Jeg er både skuffet og tilfreds. Vi spillede 59 virkelig gode minutter, men hvis man vil vinde en kamp, skal man spille alle 60 minutter. De scorede tre mål på det ene minut, og det er bare at sige øv, sagde Ehlers.

- Vi spiller en perfekt kamp, vi mangler bare at score, og vi har endda chancer, der skal sættes ind. Hvis ikke vi gør det, vinder vi ingen kampe, sagde Ehlers.

Kommer med selvtillid

Det kan det danske hold passende gøre i morgen, hvor Tyskland venter.

- Vi skal gøre det samme mod Tyskland, som vi gjorde mod Rusland: Spille hårdt og hurtigt og få en masse skud ind på mål og få meget trafik ind mod deres mål, sagde Ehlers, mens Georg Sørensen også var optimistisk forud for kampen mod Tyskland.

- Vi kan tage mange gode ting med fra denne kamp til kampen mod Tyskland. Vi skal bare klø på, for vi kommer med selvtillid ind til den kamp, sagde Sørensen.

Efter fire ud af syv kampe er Danmark på næstsidste-plads i gruppen, hvor Danmark på fredag møder Tyskland.