37 år og ni tabte finaler.
Det er status for Aalborgs ishockeyhold, der fredag spiller den første DM-finale mod Herning Blue Fox. Seneste DM-titel for nordjyderne kom i hus helt tilbage i 1981, så sulten efter en ny triumf er stor.
- Det er lang tid siden, Aalborg har været med, så der er lidt gang i byen, siger assistenttræner og sportschef Ronny Larsen, der ikke føler sig tynget af de mange tabte finaler og den lange ventetid på en ny DM-titel.
- Vi vandt pokalen i januar måned, hvor der var pres på. Vi vinder kamp syv her i tirsdags, hvor der også var pres på. Det er folk, der virkelig vil det her, siger Ronny Larsen om klubbens første triumf i pokalturneringen.
Aalborg Pirates sikrede sig finalepladsen med en sejrsfordeling på 4-3, hvor nordjyderne tog det sidste stik hjem tirsdag aften med en 4-2-sejr på egen is.
Ubeskrivelig drøm
Holdkaptajn Julian Jakobsen ser gerne, at ’The Double’ bliver kørt hjem samme sted.
- Der er ikke noget sted, jeg hellere ville vinde end her i Aalborg. Drengene, de glæder sig. Og det gør jeg også. Det bliver spændende. Det er længe siden. At få lov at vinde… Det ville være ubeskriveligt, siger Julian Jakobsen.
Der spilles bedst af syv kampe i finaleserien. Første opgør er fredag aften klokken 19:30. Kampen spilles i Herning og vises på TV2 Sport.
I klippet øverst kan du billeder fra Aalborgs seneste DM-triumf fra 1981.