Vemodigt farvel med anføreren: Kollegerne hylder Green

Morten Green spillede i dag sin sidste landskamp, og efterfølgende hyldede kollegerne ham for hans indsats på og uden for isen.

Der var masser af kram fra landsholdskollegerne til Morten Green efter kampen. (Foto: © Jan Korsgaard, Scanpix)

Efter 19 år som landsholdsspiller skøjtede Morten Green i dag af isen for sidste gang i den rød-hvide trøje.

Han har været en samlende kraft på landsholdet og været med til at tage imod samtlige af de spillere, der i dag var på isen, da Danmark slog Italien med 2-0 ved VM.

Derfor var det også ham, der blev omringet og overdænget med kram fra landsholdskollegerne, da kampuret randt ud og Danmark havde slået Italien 2-0.

- Det er vemodigt. Han har været med lige siden jeg var en lille ung knægt og var med på landsholdet for første gang. Han har betydet rigtig meget for dansk ishockey, og også for mig personligt, siger Morten Madsen, der er en af de spillere, der skal udfylde hullet efter 36-årige Green.

- Han har været rygraden igennem så mange år. Han har ikke bare været god på isen, han har også været utrolig vigtig udenfor og taget hånd om de unge, der er kommet op. Det bliver en stor arv at løfte.

- Det bliver spændende at se, men nu er vi nogle stykker, der har været med i en del år, så mon ikke vi har lært lidt af ham, siger han.

Tog imod Ehlers

NHL-spilleren Nikolaj Ehlers er en af holdets yngre kræfter, men på trods af aldersforskellen har han også nydt godt af Morten Greens evne til at omfavne debutanterne.

- Jeg kan huske fra min første dag, da jeg kom ind, så stod han der med det samme og sagde: "Tillykke med en fin sæson". Det giver den der følelse af, at man er velkommen fra start af.

- Han har gjort det fantastisk igennem årene – og igen i år – men det er hans tid, føler han, og det må man jo respektere, siger Winnipeg Jets-spilleren.

Et stort tomrum

Også holdets målmand, Sebastian Dahm, kalder afskeden for en vemodig omgang. Men han glæder sig over, at det alligevel blev til en sejr i anførerens afsked, selvom det holdt hårdt.

- Vi ville så gerne give ham en sejr. Han har haft så fantastisk en landsholdskarriere med over 300 kampe. Han er en fantastisk leder i omklædningsrummet og på isen.

- Der kommer til at være et stort tomrum, der skal fyldes ud, så vi er glade for, at vi kunne give ham et ordentligt farvel, slutter Sebastian Dahm.

Morten Green VM-debuterede i 1999 på dansk is, og han har spillet 316 landskampe.