Tre ting vi lærte af sejren over Tjekkiet

Der er flere gode ting at tage med fra det danske ishockeylandsholds imponerende sejr over Tjekkiet ved A-VM.

Dansk jubel efter sejren over Tjekkiet. (Foto: © Maxim Shemetov, Scanpix)

Det danske ishockeylandshold fortsætter med at imponere ved VM i Rusland, og søndag eftermiddag blev stormagten Tjekkiet slået i straffeslag efter 1-1 i den ordinære kamp og overtid.

DR Sportens ishockeykommentator Frederik Lindved har fundet ter ting, som vi kan tage med os videre i VM-turneringen.

Tæt på perfekt

2-1 over en topnation som Tjekket er helt fantastisk, og Danmarks indsats var noget nær perfekt i dag. Tjekkiet var ikke dårlige, Danmark var bare bedre.

Hele VM har udvisningerne været et kæmpe problem, men det var pludselig et overstået kapitel. Bare én gang blev en dansker sendt i udvisningsboksen, og så er det pludselig muligt at spille lige op med Tjekkiet.

Sebastian Dahm var igen fantastisk i målet og hans imponerende 40 redninger er høj, høj klasse! Morten Madsen havde valgt et fremragende tidspunkt at score sit første mål ved dette VM.

Hans kasse til 1-1 havde Frederik Storm og topscorer Nicklas Jensen på assisterne, og den kæde kører virkelig godt. Og så var der jo lige en straffekonkurrence, hvor Danmark scorede på alle tre forsøg. Smukt!

Det var på ingen måder misvisende, at Danmark nappede sejren over Tjekkiet. Niveauet på det danske landshold er rigtig højt, når alt falder i hak, og det kan ingen være i tvivl om efter kampen i dag.

Straffeslag? Ja tak!

Det er en rigtig god løsning at afgøre sine kampe i straffeslagskonkurrence. I hvert fald for Danmark. Sådan blev sejren over Letland sikret, og mod Tjekkiet blev det så understreget, at straffeslag er danskernes favoritdisciplin. Lars Eller, mål. Nikolaj Ehlers, mål. Nicklas Jensen, mål.

Morten Madsen stod for udligningen til 1-1. (Foto: © MAXIM SHIPENKOV, Scanpix)

Sådan skal det jo gøres! Kasse på alle tre forsøg er imponerende, og den tjekkiske keeper var ikke i nærheden af at tage nogen af dem. Nu er Danmark oppe på fem scoringer på seks straffeslag ved VM, og den udnyttelsesprocent brokker landstræner Janne Karlsson sig nok ikke over!

Nu lugter det af kvartfinale

Der er stadig ikke noget, der er sikkert, men nu ser det altså rigtig godt ud i forhold til kvartfinalen. Med de to point mod Tjekkiet har Danmark overtaget 4. pladsen fra Schweiz, og de fire bedste hold i gruppen går i kvartfinalen.

Danmark har otte point, Schweiz har syv. Lige nu spiller Schweiz mod Sverige, og taber Schweiz i ordinær tid, kan Danmark selv sikre kvartfinalepladsen med tre point mandag mod Kasakhstan. Det er jo lidt af et drømmescenarie!

Kasakhstan er sikre på at rykke ned og har derfor kun æren at spille for mod Danmark. Det skal simpelthen bare blive en dansk sejr. Længere er den ikke. Selv med et nederlag kan kvartfinalen dog være mulig.

Det kræver, at Schweiz hverken tager point mod Sverige eller i den sidste kamp mod Tjekkiet på tirsdag. Får Schweiz point i de to sidste kampe, skal Danmark som minimum hente samme antal point i kampen mod Kasakhstan, da Schweiz via sejren over Danmark er bedst indbyrdes.

Danmark har kun én gang i historien nået kvartfinalen ved VM. Det var i 2010, så det er en kæmpe præstation, landsholdet nærmer sig ved årets VM i Rusland.