Hjernerystelser er et problem i ishockey. Et problem, der for dansk ishockeys vedkommende ser ud til at være større end som så.
En undersøgelse foretaget af DR Sporten viser nemlig, at der er i sidste sæson i den bedste danske ishockeyrække, Metal Ligaen, var over dobbelt så mange hjernerystelser, som der faktisk blev indberettet til Danmarks Ishockey Union.
Mere konkret viser DR Sportens undersøgelse – der er foretaget via en rundringning til alle klublægerne i Metal Ligaen – at der var 23 hjernerystelser. Dansk Ishockey Union har imidlertid kun fået indberettet 10 hjernerystelser.
- Det er ikke fedt at høre. 23 er jo alt for mange, siger Morten Andreasen, der er bestyrelsesmedlem i ishockeyspillernes fagforening, Danske Elitesportsudøveres
Forening.
- De her tal reflekterer, at der er en eller anden form for kommunikationsbrist. Man kan gøre det bedre med at få indberettet og få lavet protokol.
Tager problemet alvorligt
I Dansk Ishockey Union er man dog påpasselig med at kommentere på DR Sportens tal og understreger, at systemet med indberetninger fortsat er nyt og som udgangspunkt sat i søen for at afdække problemet over en længere periode.
- Vi skal ikke bruge de tal lige nu og her. Vi skal bare forsøge at opsamle data, så vi kan se, hvad omfanget er af det her, siger direktør i Danmarks Ishockey Union, Ulrik Larsen.
I udenlandske ligaer som den svenske eller nordamerikanske ligger antallet af hjernerystelser i forhold til antal kampe på omkring ti procent.
- Når jeg samler mine opdateringer op, ligger vi måske i underkanten af det, hvorimod jeres tal måske ligner mere de ti procent. Men det primære lige nu ved at samle det her op er at få styr på, hvilket problem vi står over for.
Men det er vel netop svært at få overblik over omfanget, når vi kan komme frem til et andet tal end jer. Så spørgsmålet er, om indberetningssystemet ikke fungerer for dårligt?
- Det er jeg egentlig ikke bekymret for. Men jeg er mere bekymret for, hvornår der er en hjernerystelse, og hvornår der ikke er - og dér er vi ved det lægelige, som faktisk er mere komplekst, end hvad jeg kan svare på, siger Ulrik Larsen.
Men tager I hjernerystelser alvorligt nok?
- Det synes jeg, vi gør. Vi vil jo alle sammen det bedste for spillerne. Man kan sige – hvornår er tallet godt nok? Det er det først, når vi er nede på 0, men vi kommer nok heller aldrig ned på 0.
- Men det er en kontaktsport, så derfor vil der være en risiko for, at der kan ske noget. Men vi skal have nogle systemer, der er så gode som mulig, og det er vi ikke færdige med at udvikle, slet slet ikke, men vi arbejder med det hver eneste dag, siger Ulrik Larsen.
DR Sporten sætter i dag og i morgen fokus på hjernerystelser i dansk ishockey. I aften kl. 22.20 viser vi blandt andet et portræt af Herning-spilleren Bjørn Uldall, der først stoppede sin karriere efter en alvorlig hjernerystelse, men nu alligevel har valgt at genoptage karrieren på isen.