Sportschef roser stærk dansk trup før VM i ishockey

Danmark pudser formen af mod USA tirsdag før VM med en stærk trup, mener DIU-sportschef Jesper Duus. 

Frederik Andersen er et af de mere prominente navne i den danske VM-trup. (Foto: © Greg M. Cooper, Scanpix)

Der er optimisme at spore hos de danske ishockeyherrer, inden det går løs ved VM i Danmark den kommende fredag.

Den danske trup er ved at være på plads, og der er tale om en stærk trup ifølge Jesper Duus, der er sportschef i Danmarks Ishockey Union (DIU).

- Vi får internationalt rutinerede spillere ind i en rigtig stærk og bred trup, som er blandt de stærkeste, vi på papiret har stillet til et VM, hvis vi kigger på meritter og erfaring.

- Vi kan gøre os forhåbninger om et godt resultat i puljespillet og glæder os i den grad til at spille åbningskamp på fredag mod Tyskland, siger Jesper Duus i en pressemeddelelse.

Danmark spiller tirsdag den sidste testkamp, når USA er modstanderne, inden det fredag går løs ved VM mod Tyskland.

De seneste dage er den danske trup blevet forstærket med Simon Nielsen og Daniel Nielsen fra Herning Blue Fox samt Julian Jakobsen fra Aalborg Pirates, efter at kampen om DM-guldet i er afgjort.

Stærkt felt

Mandag stødte Mads Christensen til fra München, efter at han netop er blevet tysk mester med Red Bull München, og målmanden Frederik Andersen fra NHL-klubben Toronto Maple Leafs er også stødt til truppen og trænede med mandag aften.

Det er fortsat uafklaret, om Oliver Bjorkstrand, der er færdig i slutspillet i NHL med Columbus Blue Jackets, støder til den danske trup.

Det er første gang, at A-VM i ishockey spilles i Danmark.

De danske ishockeyherrer spiller samtlige gruppekampe i Jyske Bank Boxen i Herning.

Danmark møder ud over Tyskland også Canada, Finland, USA, Norge, Letland og Sydkorea i gruppe B, hvor de fire bedste hold går videre til kvartfinalerne.

/ritzau/