Sort aften for danske NHL-spillere

Mikkel Bødker fik stryg i Vegas, mens Lars Ellers Washington brød helt sammen mod Pittsburg.

Lars Eller i kamp mod Columbus Blue Jackets. (Foto: © Patrick Smith, Scanpix)

Danskerklubben San Jose Sharks fik tidligt fredag dansk tid en rædselsfuld start på slutspilsserien mod Vegas Golden Knights.

San Jose, der har Mikkel Bødker og Jannik Hansen på lønningslisten, tabte således med hele 0-7 i den første kamp på udebane i slutspillets anden runde, der svarer til kvartfinalerne.

Mens Jannik Hansen endnu en gang sad udenfor hos San Jose, fik Mikkel Bødker ti minutter på banen.

Kampen blev allerede afgjort i den første periode, hvor Vegas Golden Knights bragte sig foran med 4-0.

I løbet af bare halvandet minut i periodens første del scorede hjemmeholdet tre gange, og det formåede danskerklubben aldrig at rejse sig fra.

Serien spilles bedst af syv kampe, og San Jose Sharks får muligheden for at revanchere sig natten til søndag dansk tid i det andet opgør. Også det opgør er på udebane.

Vegas Golden Knights, der er det første nye NHL-hold i 17 år, har imponeret stort i sin første sæson.

I den første runde af slutspillet vandt holdet 4-0 over Los Angeles Kings og kunne derfor holde ni dages pause op til det første opgør mod San Jose Sharks.

Mavepuster for Eller og Washington

Det så længe godt ud for Washington Capitals, der havde Lars Eller på isen.

Men i opgøret mod de forsvarende mestre fra Pittsburgh Penguins endte mandskabet alligevel med at indkassere et 2-3-nederlag på hjemmebane.

Værterne var ellers foran 1-0 i lang tid, og da den russiske stjerne Alex Ovechkin bragte Capitals foran med 2-0 i begyndelsen af tredje periode, så det for alvor lovende ud for hovedstadsklubben.

Pittsburgh Penguins, der har vundet NHL-mesterskabet de seneste to sæsoner, formåede dog at vende kampen helt på hovedet.

På under fem minutter scorede gæsterne tre gange og var pludselig foran med 3-2. Capitals formåede ikke at svare igen, og dermed tog Penguins den første sejr i serien.

28-årige Lars Eller fik godt 16 minutter på isen. Han blev ikke noteret for point i nattens opgør.

/ritzau/