Piraternes gummiarm åbner for historiebøgerne: ’Vi er upåvirkede’

Aalborg Pirates har tirsdag aften endnu en DM-matchbold, når de på hjemmebane møder Herning Blue Fox.

Aalborgs Julian Jakobsen 61 i kamp med Hernings Mathias Pedersen 24 og målmand Simon Nielsen 31 under 4. DM finale i ishockey, Metal Ligaen mellem Aalborg Pirates og Herning Blue Fox i Cool East Arena, Aalborg, fredag den 20. april 2018.. (Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix) (Foto: © Bo Amstrup, Scanpix)

Aalborg Pirates virkede mildt sagt ustoppelige i de første DM-finaler i ishockey tidligere på måneden. Først vandt de 4-1, så var det 3-0 og så 3-1. Nordjyderne stormede mod DM-guldet. Det første i 37 år.

Men i de seneste kampe er der sket noget. Herning Blue Fox har fået overtaget og har vundet de seneste to og altså reduceret finaleserien til 3-2. Spørger man Aalborg Pirates selv, så er det småting, som har været afgørende.

- Jeg synes ikke direkte, at vi fik gummiarm, fordi jeg synes spillerne præsterer. Jeg synes bare ikke, at vi er så skarpe på vores afslutninger, forklarer Ronny Larsen i LIGA på P3, der dog også erkender, at det mentale måske også mangler lidt.

- Jeg synes måske, at stemningen var sådan lidt mere til at holde fest, end den var til at spille ishockey med alt det, der har været i byen og omkring de kampe der, siger Ronny Larsen, der er assistenttræner hos Aalborg Pirates.

De mørke sider i historiebogen

Men det er altså her, at man begynder at åbne historiebøgerne. Holdet selv har nægtet at gøre det. Det er nye spillere, som ikke har været med til DM-finaler før, lyder meldingen. Faktum er dog, at de sidste ni DM-finaler, det bedste ishockeyhold i Aalborg har været med i, er endt med nederlag.

Den seneste gang var i 2010, men det blev blandt andet også til fire nederlag i streg fra 2004 til 2007. Heriblandt et par stykker af dem var til Herning Blue Fox. Dengang var Ronny Larsen på isen for nordjyderne.

- Jeg synes faktisk ikke, at spillerne er påvirket af de tabte finaler. De arbejder hårdt, og de prøver på at få tingene til at gå deres vej igen. Jeg tror mere, at det er folk udefra som jer journalister og folk i byen, der lægger vægt på, at det er 37 år siden, siger Ronny Larsen.

- De 10 af spillerne er udenlandske spillere, som ikke kan dansk, så jeg vælger at tro på, at de ikke hopper med på den. Jeg føler ikke, at det er noget, som eksisterer internt i truppen, forklarer han.

Det seneste DM-guld blev spillet hjem helt tilbage i 1981, men måske kan det være, at den lange tørke bliver stoppet tirsdag aften på hjemmebanen i Gigantium.

- Vi vinder kampen. Så kan I selv regne ud, hvad det bliver til, forklarer Ronny Larsen.

Hvordan det går Aalborg Pirates mod Herning Blue Fox i den sjette ud af syv mulige finalekampe kan du følge med i i LIGA på P3 tirsdag fra klokken 18.