Hvidovre Fighters kæmper i disse dage for at redde økonomien i ishockeyklubben.
Men trods problemerne uden for banen formåede Hvidovres ishockeyherrer tirsdag aften at hente en overraskende sejr på 4-3 ude over Esbjerg Energy i Metal Ligaen.
Det lignede ellers længe en sejr til vestjyderne, som kom foran 2-0 i første periode efter scoringer af Jannik Christensen og Max French.
Hvidovres Rasmus Hansen reducerede 11 minutter inde i første periode, og så var der håb endnu for udeholdet.
34 sekunder inde i anden periode udlignede Nicki Kisum for Hvidovre.
Esbjerg bragte sig senere i samme periode foran med 3-2, og igen var scoringen signeret af Max French.
Hvidovre svarede dog hurtigt tilbage, da Frederik Høeg udlignede til 3-3.
I tredje periode scorede Hvidovres Magnus Molge det afgørende mål til slutresultatet 4-3.
Med sejren avancerer Hvidovre til syvendepladsen i ligaen med 19 point efter 16 kampe. Sjællænderne overhaler både Esbjerg og Herning Blue Fox, der begge har 18 point.
Herning tabte tirsdag aften med 0-2 ude til Rungsted, der topper ligaen med 41 point efter 17 kampe.
I de øvrige kampe vandt Rødovre Mighty Bulls med 6-4 hjemme over Herlev Eagles, mens Aalborg Pirates slog Sønderjyske med 5-4 efter overtid.
/ritzau/