Ekkoet runger, hver gang staven rammer pucken. I dag er der ingen på tribunerne. To hvid- og sortklædte skikkelser skøjter rundt på isen. Afleverer til hinanden, skyder på mål. Igen. Formiddagstræningen er overstået, men Simon Wiuff og Sebastian Ruders fra Herning Blue Fox fortsætter lidt endnu.
De er nogle af de unge gutter, der ikke har fået så meget spilletid i slutspillet, så de har stadig masser af energi.
Simon er oprindeligt fra Vojens, hvor en af de øvrige storklubber i dansk ishockey, SønderjyskE, holder til, men Herning trak i ham.
- Det er jo Danmarks hockeyhovedstad, siger han.
Det er der måske noget om. Siden Herning IK vandt sit første danske mesterskab i 1973, er det blevet til i alt 16 af slagsen – flest af alle de danske hold.
Men seneste triumf ligger seks år tilbage. Den længste mesterskabstørke i 31 år.
Nu er det tid igen. De er i finalen, hvor de møder Aalborg Pirates, og selvom de første to kampe i finaleserien er endt med nederlag, har Herning Blue Fox stadig troen på, at de kan bestige den trone, der så mange gange har været deres.
Hele byens mesterskab
Da Herning IK for 45 år siden fik guldmedaljer om halsen for første gang, var det ikke bare en sejr for klubben. Det var en sejr for hele byen.
Frits Nielsen, der er en af klubbens mest succesfulde spillere og trænere, var 19 år gammel og næsten lige rykket op på førsteholdet dengang.
Og selvom det efterfølgende blev til flere mesterskaber og triumfer med klubben, står det første stadig som noget helt specielt.
- Jeg talte faktisk om det forleden. Hvor meget det betød, da vi vandt i 1973. Folk tænker meget på den tid, tror jeg, hvor byen ændrede sig. Det var første gang, byen vandt noget, og ishockey blev kæmpestort i Herning. Der var 3500 tilskuere til hver kamp den sæson, hvor vi vandt mesterskabet. Det ændrede opfattelsen af ishockey i byen. Det hele vendte dengang, siger han.
Forandring og stilstand
På isen i hallen er der striber i rød og blå. Mållinjer, en midterlinje, blå linje. I dag er de malet direkte på isen, men sådan har det ikke altid været. Engang var det Erik Bjelbæk, mangeårig materialemand i Herning Blue Fox, der stod for den slags.
- De første striber på banen, de røde striber, dem malede jeg med håndkraft om natten. Og jeg kunne høre kragerne, der baskede på taget, mens jeg lå helt alene og malede striber på banen. Der er sket meget siden dengang, siger han.
Siden han blev involveret i Hernings bedste ishockeyhold, er der sket meget. Rigtig meget.
Der er gået 41 år, klubben har haft ti forskellige trænere, den har flyttet hjemmebane og skiftet navn fra Herning IK til Herning Blue Fox. Ikke meget er, som det var, dengang Erik Bjelbæk begyndte i klubben.
Bortset fra det faktum, at ishockey stadig er en rodfæstet del af Herning – og omvendt.
Eksempelvis er der snart VM, hvor en stor del af kampene bliver spillet i Herning. I den forbindelse har Erik Bjelbæk tilbragt masser af tid i sit værksted, hvor han har repareret omkring 100 knækkede ishockeystave. De skal hænge i HerningCentret, når verdensmesterskabet begynder. Årsagen er enkel.
- De viser, at det er ishockey, det drejer sig om her, siger han.
Sammenhæng
Selv uden hockeystave hængende fra loftet i byens center er der noget med ishockey og Herning. Det hænger sammen.
- Hvis du spørger rundt i landet, hvad Herning er kendt for, er der ingen, der ikke vil sige ishockey, siger Frits Nielsen.
Måske fordi Herning ikke havde andet at gå op i, dengang ishockeyholdet blev gode. Måske fordi ishockeyholdet satte Herning på landkortet og samlede byen. Eller måske bare fordi at de vandt og vandt og vandt i en lang periode, og det image klistrer fast til klubben.
- Vinderkulturen sætter sig i væggene, siger Frits Nielsen.
Tror du, at Herning og ishockey stadig vil hænge sammen om 20-30 år?
- Ja, det tror jeg faktisk. Jeg håber det. Det er en forankret ting i Herning, ishockey. Det kan du ikke slå ihjel.
Den tredje kamp i finaleserien mellem Herning Blue Fox og Aalborg Pirates spilles tirsdag aften kl. 20.30. Der står 2-0 til Aalborg.