Ishockeyklub om matchfixing: Man må tage konsekvensen og fyre folk

Hos Esbjerg Energy fyrede klubben tre spillere i 2014, da de blev taget i at matchfixe.

En sag fra ishockeyklubben Esbjerg Energy viser, hvor alvorlige konsekvenser matchfixing kan få for spillerne. (arkivfoto) (© Esbjerg Energy)

I januar 2014 fyrede ishockeyklubben Esbjerg Energy tre spillere for forsøg på matchfixing.

- Matchfixing kalder vi en grov misligholdelse af ansættelsesforholdet, fortæller Søren Toft Mathiesen, der er bestyrelsesmedlem hos Esbjerg Energy.

Fyringerne skete, efter en fjerde spiller var gået til bestyrelsen og fortalt, at han var blevet tilbudt penge for at lade mål gå ind med vilje.

En ny undersøgelse fra Danmarks Idrætsforbund (DIF) peger dog på, at sådanne henvendelser mere er undtagelsen end reglen.

Ifølge undersøgelsen er det nemlig næsten hver tiende udøver, træner og leder fra elitesportsmiljøerne i fodbold, håndbold, badminton og ishockey, der har kendskab til matchfixing i egen klub.

Men det er kun et fåtal af de adspurgte, som går videre med deres viden. Det fortæller direktør i DIF, Morten Mølholm, til DR Nyheder.

Etiske regler er vejen frem

Hvis matchfixing skal stoppes, er det ifølge Søren Toft Mathiasen fra Esbjerg Energy helt afgørende, at spillerne er ordentligt oplyst om ulovligheden ved matchfixing.

Det har man også indset i Danmarks Idrætsforbund, der i næste uge lancerer en større oplysningskampagne, som fortæller om alvoren ved at snyde i sportens verden.

Hos Esbjerg Energy gennemgås de etiske regler med spillerne ved sæsonstart og hver gang, der kommer udskiftninger i spillerstaben.

- Vi kan kun informere, informere og informere spillerne. Gennemgå reglerne om, hvad man må og ikke må.

- Og så har vi et håndfast princip her i klubben: Hvis man er i tvivl, så lad være, siger han.

Altid nej til matchfixing

Dengang Esbjerg Energy fik viden om matchfixing i klubben, gik de straks til Dansk Idræt Union og Dansk Idrætsforbund.

De kørte sagen igennem i DIF’s matchfixingnævn, hvor spillerne fik karantæne og bødestraf.

Men hos Esbjerg Energy tog man også selv affære.

Konsekvensen for de tre spillere fra Esbjerg Energy blev, at de mistede deres job.

Sagen fra Esbjerg er en ud af ti kendelser fra matchfixingnævnet, som blev oprettet i foråret 2013.