Alle tilskuere til ishockey-kampen mellem Aalborg og Esbjerg i morgen aften i Gigantium vil få en hvid t-shirt i indgangen som en del af et såkaldt ”White out”-event.
Det er brødrene Nicholas og Alexander Jensen, der begge spiller ishockey i Rungsted, der er primusmotorer på eventet. Sammen har de startet projektet Sport4diabetes i samarbejde med Diabetes Foreningen.
- De hvide t-shirts giver en fed kulisse for spillerne, men det vigtigste er, at det skaber noget opmærksomhed om diabetes, siger Alexander Jensen.
Far og onkel har diabetes
Fænomenet med de hvide t-shirts er kendt fra USA, hvor brødrene begge har spillet ishockey.
Årsagen til, at de to brødre nu har ført fænomenet til Danmark, er ganske personlig. Både deres far og deres onkel lider af sygdommen.
- Så det ligger nært til hjertet, og derfor tænkte vi, det var et godt projekt at støtte op om.
Brødrene er også selv i risiko-zonen for at få sygdommen.
- Skulle vi få det, skal der justeres nogle ting, men så er det okay. Man kan stadig lave det, man gerne vil, siger Nicholas Jensen.
I kraft af, at brødrene er elite-sportsudøvere håber de, at deres budskab vil nå ud til rigtig mange:
- Sportsatleter er idoler til børn og andre i befolkningen. Så hvis vi støtter op om kampen mod diabetes og kan fjerne nogle af de fordomme, der er, og øge opmærksomheden, så håber vi, folk vil blive inspirerede af det. Så vi håber at inspirere dem til at leve endnu sundere og være mere aktive i hverdagen.
Tanken er, at der ved mindst én kamp i hver sæson de kommende år skal være et ”white out”-event.