Inden VM-braget mod Rusland: Håber bjørnen kommer sovende ud

Sidste år tabte Danmark 1-10 til Rusland. Det nederlag skal ishockey-landsholdet revanchere i dag ved VM i Tyskland.

For de 12.000 tilskuere i Moskva var det en fantastisk oplevelse. En opvisning i effektivitet og klasse. 10-1 vandt deres helte over Danmark ved VM sidste år.

Det var en kamp, der ikke var afgørende for Danmark, men alligevel er kampen svær at glemme for de danske spillere. Især når de i aften står foran de russiske spillere i holdets fjerde kamp ved VM i Tyskland.

- Sidste år indledte russerne med to middelmådige kampe, så da de skulle møde os, var det tydeligt, at de var motiveret. Da de slap nervøsiteten, kørte de os fuldstændigt over, siger landstræner Janne Karlsson.

- Inden vores kamp her i Tyskland har de fået pointene, de regnede med, så de er måske ikke mætte, men måske kommer de ikke ud med den aggressivitet, de hidtil har vist, siger landstræneren.

Point mod russerne ville lune i kampen om en kvartfinale-plads, som Danmark sandsynligvis skal kæmpe med Letland om. Danmark har to point for tre kampe, mens Letland har ni point.

Danmark mangler fire kampe ved VM og skal hente minimum ét point enten mod Rusland eller Sverige, mens Letland skal tabe deres kampe for at drømmen om kvartfinalen skal leve.

Bedre mentalt

Anfører Morten Green vil ikke udelukke en overraskelse mod Rusland, især hvis danskernes indstilling er bedre end russernes.

- Vi har haft nogle hårde kampe mod dem gennem tiden, specielt sidste år, men vi har til gengæld også spillet gode kampe mod dem og tabt knebent, siger han og giver recepten for succes mod den russiske bjørn:

- Det gælder om at komme ind med en bedre mental indstilling, end de kommer med. Hvis de kommer og arbejder hårdere end os, så har vi ikke en chance, for der er ingen tvivl om, at de på papiret er det stærkeste hold, siger Green.

- Vi skal arbejde hårdere end dem og få dem mentalt ude af balance. Hvis de kommer lidt sovende til kampen, har vi en chance for at vinde det mentale spil, og så ved man ikke, hvad der sker, og så lever håbet, siger Morten Green.

Kedeligt hockey

Peter Regin peger på, at Danmark skal undgå at få for mange spillere i straffeboksen, for russerne er fænomenale i overtal.

- Jeg håber på, at vi får et bedre resultat, end vi fik sidste år, siger Regin.

- Vi må ikke få for mange udvisninger, for de har et godt power-play. Derefter skal vi forsøge at eliminere deres chancer og spilovertag, så de ikke får så meget plads. Vi skal gøre det hårdt for dem at spille deres spil, så de måske mister modet lidt, siger han.

- Rent spillemæssigt skal vi prøve at spille med dem, men samtidig lukke ned for deres offensiv, så de ikke kommer til at have det så sjovt. Vi ved, at hvis russerne synes, at det er sjovt derude, så begynder de at spille på alle tangenter, og så kan det gå galt, siger Regin og slår fast:

- Vi skal have dem til at spille noget kedeligt hockey.