Tampa Bay Lightning fører nu samlet 2-1 over Frans Nielsen og New York Islanders, efter at de to hold mødtes i Barclays Center i New York natten til onsdag dansk tid.
Det så ellers ud til, at Islanders ville snuppe sejren, da holdet førte 4-3 indtil de sidste sekunder af kampen. Men med 38 sekunder tilbage scorede Tampa Bays Nikita Kucherov det forløsende mål for sit hold.
Dermed måtte kampen i overtid, og det er noget, som New York Islanders har erfaring med i slutspillet, hvor holdet har været i overtid tre gange - og hidtil havde vundet dem alle.
Fjerde gang blev dog ikke mindeværdig for Islanders, der tabte 4-5, efter at Tampa Bays Brian Boyle scorede det gyldne mål efter knap tre minutters overtid.
Islanders-bombardement fra start
New York-holdet havde ellers fra kampens start blæst til angreb mod Tampa Bays mål.
I første periode bombarderede Brooklyn-holdet målet hos Tampa Bay med 17 skud mod rammen, men målmand Ben Bishop stod for det meste i vejen for skytterne.
Efter at være kommet bagud 0-1 kæmpede Tampa Bay sig tilbage, og holdet fra Florida førte endda 2-1 i anden periode.
Selv om Islanders kom tilbage i kampen og altså førte 4-3, kort før tiden løb ud, må newyorkerne nu sætte deres lid til, at de kan vinde tre af de resterende kampe i serien.
Der spilles bedst af syv kampe i serien mellem de to hold, og næste kamp finder sted fredag aften lokal tid i New York.
Danske Frans Nielsen fik 21 minutter på isen - mest af alle Islanders' angrebsspillere.
Danskeren gjorde dog ikke væsen af sig i statistikbøgerne og leverede således hverken assist eller mål.
/ritzau/