Det har efterhånden kriblet i benene et par dage nu hos ishockeyspilleren Amalie Andersen. Og med tanke på, hvad der muligvis er i vente, forstår man godt, at den 22-årige danske landsholdsspiller har lidt svært ved at holde benene i ro.
For holder det danske kvindelandshold i ishockey hovedet koldt under weekendens OL-kvalifikation, kan de gøre det samme som herrelandsholdet gjorde tidligere på året.
Bryde isen og spille sig til OL for første gang nogensinde.
Og det er vildt. Både for dansk ishockey og for Amalie Andersen. Sammen med resten af kvindelandsholdet er hun i den tyske by Füssen, hvor OL-billetten skal sikres.
- Jeg prøver på ikke at tænke for meget over det. Når vi går frem og tilbage til hallen og snakker om det, kan jeg tydeligt mærke, at det er noget, vi virkelig gerne vil. Jeg prøver at lægge det til side og tænke på det som tre sjove kampe, vi skal ud at spille, lyder det fra den 22-årige landsholdsspiller.
De tre kampe, Andersen taler om, er mod Italien, Østrig og Tyskland.
Med en placering som nummer 11 i verden distancerer Danmark Østrig med tre pladser og Italien med fem, mens der til gengæld er to pladser op til tyskerne på niende pladsen.
Vejer man det indbyrdes forhold mellem de fire nationer på verdensranglistens vægtskål, er det tyskerne, som bliver den helt store forhindring, hvis kvinderne skal gøre herrerne selskab i Beijing.
Derfor handler det ifølge Amalie Andersen om at nappe en kamp ad gangen, og så kan de danske ishockeyfans forhåbentlig se frem til en direkte OL-duel på søndag mod vores naboer mod syd.
- Tyskland bliver da nok den sværeste modstander, men man kan ikke bare gå og vente på den sidste kamp. Vi er jo nødt til at vinde de to første kampe. Hvis vi ikke vinder dem, så hjælper det jo ingen ting, lyder det fra Andersen, som til dagligt snører sine skøjter på University of Maine i USA.
Dobbelt op på Andersen i Beijing
Skulle det lykkedes Amalie Andersen og resten af det danske kvindelandshold at spille sig til Beijing, vil den olympiske ishockeyturnering få dobbelt op på Andersen.
For når det danske herrerlandshold skøjter på banen til deres første kamp mod Tjekkiet den niende februar, står der med stor sandsynlighed en Andersen mellem de danske stænger.
Den danske stjernemålmand, Frederik Andersen, som lige nu storspiller i verdens bedste ishockeyliga, NHL, har nemlig meldt sig klar til OL. Dermed kan storebror Frederik og lillesøster Amalie muligvis se frem til at kunne klippe om kap til scrapbogen.
Og med to ishockeysøskende, som lever hver sin hockeytilværelser i Nordamerika, kan et OL på den anden side af kloden paradoksalt nok også bruges til mere end bare det sportslige.
- Det vil da være superhyggeligt at komme til OL med ham, det er jo ikke så ofte, vi ser hinanden, lyder det fra Amalie Andersen med et lille grin.
Grinet klinger dog hurtigt af og afløses af en mere alvorlig stemmeføring.
- Det kan jo ikke passe, at det kun er herrerne, som skal afsted. Vi vil gerne vise, at vi fortjener lige så meget respekt som dem, og at vi altså også godt kan spille os til OL.
Det danske kvindelandshold i Ishockey åbner OL-kvalifikationen mod Italien torsdag klokken 20.45. Du kan se kampen direkte på DRTV.