Der er ikke noget at sige til, hvis Frans Nielsen har et ekstra stort smil på læben, når han afslutter sit 2017 år i nat.
For i årets sidste kamp natten til lørdag afgjorde den danske ishockey-profil et af de helt klassiske opgør i den bedste nordamerikanske ishockeyliga, NHL, da Nielsen med en straffeslags-scoring vandt kampen for Detroit Red Wings mod New York Rangers med 3-2.
Og den scoring havde også stor betydning personligt for danskeren.
Straffeslags-scoringen var hans 47. i karrieren i NHL på 94 forsøg – og det er flest af alle. Dermed fører Nielsen all-time straffeslags listen og kan i den grad kalde sig en af de bedste straffeskyttere i NHL’s historie.
Derudover kan Frans Nielsen også glæde sig over at have flest matchafgørende straffeslags-scoringer i ligaen efter sin scoring i lørdags mod Rangers – nemlig 21.
33-årige Nielsen fortæller da også, at der ligger mange timers træning og psykologi bag succesen
- Det er et psykologisk spil, du har med målmændene hver gang. Hvad gør jeg, og hvad forventer de, at jeg gør? Men jeg har altid valgt at bruge nogle faste bevægelser – noget, som jeg har det godt med og er tryg ved, siger han til Detroit Red Wings’ hjemmeside og fortsætter:
- Jeg gør altid op med mig selv inden straffeslaget, om hvad jeg gør. Jeg skal ikke skifte mening, når jeg nærmer mig målmanden. Ellers går det galt. Jeg har arbejdet hårdt for, at det skulle lykkes – holdt ved de samme bevægelser og tricks – og det er jeg kommet langt med, siger han.
Frans Nielsen debuterede i 2007 som den første danske ishockeyspiller i verdens stærkeste ishockeyliga.