Den multinationale ishockeyliga Kontinental Hockey League (KHL) med base i Rusland overvejer at nægte sine spillere at rejse til OL i Pyeongchang i februar.
Det skriver den russiske sportsavis Sport-Express ifølge flere nyhedsbureauer.
Overvejelsen er en direkte konsekvens af truslen om olympiske sanktioner mod Rusland efter dopingskandalen, der blev oprullet i den såkaldte McLaren-rapport.
Under sommer-OL i Rio blev russiske atleter af samme årsag nægtet adgang i flere idrætsgrene. Derudover måtte alle russiske deltagere specialgodkendes.
Russerne frygter, at noget tilsvarende kan blive tilfældet i Pyeongchang.
Dopingsagen fik senest konsekvenser for Ruslands største navn i langrend, Alexander Legkov. Han fik onsdag frataget sin guldmedalje fra Sotji i 2014 og udelukket på livstid fra OL.
Nu overvejer KHL altså en modreaktion, hvis Den Internationale Olympiske Komités (IOC) sanktioner bliver for strenge.
Ligaen kan aflyse den planlagte OL-pause og arrangere klubkampe under OL. Dermed vil alle spillere i den stærke liga være afskåret fra at rejse til Sydkorea.
En KHL-boykot vil være et hårdt slag for den olympiske ishockeyturnering.
KHL anses almindeligvis for at være verdens næststærkeste liga og har deltagelse af 27 klubber, hvoraf de 21 er fra Rusland.
Derudover stiller Finland, Letland, Hviderusland, Slovakiet, Kasakhstan og Kina hver med en klub.
OL-turneringen er i forvejen voldsomt amputeret, fordi Den Nordamerikanske Ishockeyliga (NHL) nægter sine spillere at deltage.
Her er årsagen, at det ikke er lykkedes at nå frem til en aftale med IOC om, hvem der skal dække en række udgifter til blandt andet forsikring af spillerne.
/ritzau/